87 / 104
84
eningens Mure i Alvor som i Gammen, og disse
U d talelser viser bedst, at H ø jsko leforen ingen
h a r g jo rt Ret, n a a r den h a r sat sig som sin Op
gave ikke fø rst og fremm est at sørge fo r sine
Medlemmers kristelige Udvikling, men navnlig
for, at den ren t menneskelige Side af Livet kan
udfolde sig rig t — idet den ikke udelukkende
sø rger fo r gennem F o red rag at give det religiøse
Liv Næring, og at b ringe sine Medlemmer i F o r
b indelse med K unsten og H istorien , men ogsaa
giver gode V ilkaar for, at dens Medlemmer kan
faa deres F o rnø je lse r u nd e r gode Fo rho ld . Og
ligeledes v iser dette M indeskrift, hvo r s to r Be
tydn ing det h a r, at d e r i H ø jsko lefo ren ingen mø
des Fo lk af alle Aldre og L ivsstillinger og af
begge Køn. Mangen en tilbageholden ung Mand
eller Kvinde h a r h e r læ rt at bevæge sig frie re
og livligere b land t and re Mennesker, og mangen
én, som m aaske h a r ha ft et lid t fo r frem træ
dende Væsen, h a r h e r faae t K an te rne slebet af
sig og h a r læ rt at resp ek te re and res Meninger.
Livet h a r pu lse re t k ra ftig t i LIøj sko le fo ren in
gen, og tit h a r Bølgerne gaaet højt. Mangen Dyst
er udkæm pe t mellem forskellige Anskuelser, men
gennem alt dette h a r de Mennesker, som h a r
o
J
levet med deri, modtaget en rig Udvikling, som
sikke rt er komm et dem tilgode i deres senere
Livsstillinger. S tridsspø rgsm aalene h a r gennem
Aarene væsentlig væ ret de samme som nu. En
og anden h a r fundet, at d e r v a r fo r megen Ly
stighed inden fo r Fo ren ingen , og and re maaske,
at der v a r fo r lidt. Nogle h a r ønsket at faa det