KøbenhavnsHøjskoleforening

altid den Vanskelighed at kæmpe med, at det

kun e r en bestem t lille Flok, d e r tø r vove at

komme frem med deres Meninger om de fo r

skellige Spørgsmaal, og tit h a r det vist sig svæ rt

at finde Em n e r og F rem stillingsfo rm e r, der

kunde passe fo r de meget forskellige T ilhø re re .

P a a den anden Side kan jo ogsaa denne Fo r-

skelligarte thed und e rtid en b id rage til, at Sagen

kan blive belyst f ra flere Sider.

Noget af det, d e r h a r h ju lp e t mest til at

samle, er vel nok Sangen. Vi synger u hy re me

get i Hø jsko leforen ingen , men det h a r vist sig,

a t netop i Sangen h a r vi tit funde t h inanden ,

n a a r andet ikke h a r kunn e t hjæ lpe. I Sangen

k an m an sam le sig om noget fælles, og i den

k an m an ud trykke, hvad m an ellers vanskeligt

fa a r sagt. Og det er ikke fo r ingen Ting, at vor

Sangbog hedd e r »Syng dig glad«, th i mange

Gange er vi p aa Sangens Vinger blevet løftet op

i Glædens Regioner. Hvo r e r det befriende, n a a r

m an i en Sang kan finde U d tryk fo r noget, m an

længe h a r gaaet og tum let med; og hvo r kan

en god Sang d e rfo r hlive af Værdi fo r en. »San

gen forener,« siger B jørnson , og Sangen i H ø j

skoleforeningen h a r fo renet Medlemmerne maa-

ske m ere end noget andet. D erfo r e r vi nu saa

ivrige til at synge, at det ikke b lo t er om L ø r

dagen, men ogsaa om Onsdagen efter F o re

d ragene og overhovedet hver Gang, d e r er Lej

lighed dertil, at vi m aa fo rene os i Sang, og vi

m aa haabe, at Sangen er U d tryk fo r Livet, saa

a t det passer, hvad d e r s ta a r i det lille Vers,