468 / 603
460
DE ENKELTE STUDIEFAG.
delig Zoologi gennemgik
S
ch iødte
først i en Række (12—14) Timer
Organsystemerne, hvorefter der fulgte en systematisk-biologisk Over
sigt over Dyreformerne, begyndende med Pattedyrene, Fuglene
o. s. v. nedefter til de lavere Dyr. Som Foredragsholder havde
S
chiødte
ualmindelige Evner; han var af en imposant Fremtræ
den, havde et godt Organ og talte med Liv og Energi samt tegnede
med Lethed og gerne paa Tavlen til Illustration for Foredraget.
En af hans tidligere Elever ved Landbohøjskolen, nuværende Forst-
inspektør
H
auch
,
har i en Skildring af
S
ch iødte
som Foredrags
holder anvendt følgende Udtryk: »Han talte i et skønt Sprog, præ
get af den ham ejendommelige Energi, hans Tale var hurtig, distinkt,
uden Stammen, uden Søgen efter Ord, det mest træffende, mest
betegnende Udtryk faldt ligesom af sig selv ham i Munden. I to
Timer i Træk talte han med samme utrættede Kraft. Hans Fore
drag var ledsaget af livlige Gestus, det var ej alene med Ord han
virkede, lians hele Person arbejdede med«.
S
ch iødtes
Forelæs
ninger gjorde derfor ogsaa et stærkt og varigt Indtryk paa Tilhø
rerne, der fra først til sidst fulgte dem med levende Interesse; selv
Elever fra Studieklasser, der ikke havde Zoologi som Eksamensfag,
gav ofte Møde, naar han talte, til Trods for den lidt ubekvemme
Tid — 2 sammenhængende Aftentimer 3 Gange om Ugen —, som
han af Hensyn til sit Museumsarbejde havde valgt for sine Fore
læsninger paa Landbohøjskolen.
Selve det Stof, han bød Eleverne, var ikke særlig stort, og
strengt videnskabelige kan disse Forelæsninger næppe siges at have
været; i saa Henseende kunde selv en ikke alt for skarp Kritik
uden Vanskelighed finde en Del at indvende, og f. Eks. førte den
Omstændighed, at han med Vold og Magt søgte at forklare saa at
sige alt i Naturen, hyppig til ret mærkelige og i hvert Fald mindre
videnskabelige Udviklinger. Der kan dog næppe være Tvivl om,
at ogsaa disse »Naturforklaringer«, fremsatte i
S
ch iødtes
glimrende
Foredrag, i høj Grad maa have interesseret Eleverne og derved
netop bidraget til at begejstre dem for ham selv og hans Fag. I
det hele taget er det aabenbart, at
S
ch iødtes
ualmindelige Evne
til at vække Tilhørernes Interesse og Sans for Naturen har gjort
sig meget stærkt gældende i Forelæsningerne paa Landbohøjskolen,
saa stærkt, at en af hans Elever endog har karakteriseret ham som
en uovertræffelig »naturhistorisk Vækkelses-Prædikant«. Og som
han selv jævnlig gentog, skulde Eleverne herude jo ikke være Vi-
denskabsmænd, men have saa megen Viden og Forstaaelse af Na
turen, at de senere i deres praktiske Livsgerning selv kunde bruge
Øjnene og paa en forstaaelig Maade rette Spørgsmaal eller samle
ind til Videnskabsmanden.