149 / 170
146
at komme paa Tryk. Da Sabroe mange Aar
efter havde studeret sig til Folketingsmand, var
han blevet en meget veltalende Mand, hvis Spe
cialitet var bred, ærlig Pathos. Jeg har hørt
ham endevende en Forsamling i Folkets Hus
paa Enghavevej; Tobaksarbejderske Fru
Falck
havde sagt Sort, og Folket jublede; men saa
kom Sabroe og sagde Hvidt, og i et Nu var
alle Fruens Paastande som fejede ud af Salen.
Det var imponerende; de mange Hundrede Men
nesker viste sig absolut holdningsløse.
En lille Tid skrev jeg i Sabroes Blad; han
sagde:
— Ja jeg ved nok, Ipsen, at de ikke kan lide
Dem henne ved Social-Demokraten; men de kan
heller ikke lide mig!
Og det var sandt; Partiklikken frygtede den
fattige Sabroe der gik og samlede forsømte Børn
op paa Gaden og tog dem med hjem til sin
Hustru. Kort før han dræbtes ved Bramminge
Jernbaneulykken havde han lagt Planen til Ud
givelsen af et Blad der skulde hedde Den Lille
Social-Demokrat. Det havde for Sabroe været
den sikkre Vej ud i det Mørke der senere op
slugte
Marott
; Arbejderne vilde ikke have rørt
en Haand for at redde ham. For saa vidt døde
han i en heldig Stund. Og Partiledelsen stjal
Liget, som de stjal
Louis Pios
Aske; der stod
nogle forløjede Artikler i Arbejderpressen om