170 / 170
167
til Linje, Rum, Tid, Evighed, Uendelighed, og
for den Tanke der ikke vil standse her, til Gud;
Tanken gaar ud fra et uforklarligt dimensions
løst Punkt (Matematik) og ender i et uforklar
ligt dimensionsløst Punkt (Teologi). Indenfor
disse Dimensionsfornemmelser er Tanken tvun
get til at bevæge sig, men indenfor dem er den fri.
Dersom alt var Aarsag og Virkning, kunde en
fri Vilje ikke eksistere; thi den vilde tilintetgøre
Aarsagsrækken. Men indenfor Sammenhængen er
der Plads for en fri Vilje, thi den gør ikke Brud
paa Sammenhængen. Vor Tænkning forudsætter
desuden fri Vilje og maa ogsaa af den Grund
forkaste Teorien om Aarsag og Virkning.
Da Noget ikke kan tænkes komme af Intet,
og heller ikke blive til Intet, maa vi tænke os
selv som evige. Ingen Ting skabes, ingen Ting
dør. Alt er Liv, mylrende Liv —
den store Pan
lever
!
Overfor dette er det en ringe Ting at jeg har
fundet Mening i min lille Del i den store sam
menhængende Mening. Og at jeg venter en Fort
sættelse. Der staar skrevet, rigtigt oversat: »Og
Gud saa alt hvad han havde skabt, og se:
Døden
var god.« Man kan leve trygt paa dette Ord —
selv om man maaske heller ikke da undgaar at
blive stemplet som Utopist.