169 / 170
166
over og vælte den. Paa den store Revolutions
Tid hed Pæleormene: Hof, Adel og Gejstlighed;
nu er Navnene andre, men Virksomheden er den
samme selvomvæltende! Naar de en Gang pilles
ud af Hullet og vi samles om deres Smuld, vil
ingen være klar over hvad det egentlig var de
borede løs efter, men Virkningen er synlig i den
gamle Stolpe, den er faldefærdig. Og da vil selv
de gode Borgere opdage at »til det som er ved
at falde skal man tilmed støde.«-------
Eftersom kun faa Mennesker har en af dem
selv samlet og oparbejdet Livsanskuelse, regner
jeg min for en Sjældenhed og fremsætter den til
Slut her.
Vi tænker i Modsætninger. Vi kan kun fore
stille os Noget gennem Forestillingen om Intet,
Begyndelse gennem Ophør, Uendelighed gennem
Endelighed; det Smaa forudsætter det Store,
Varme Kulde, Godt Ondt, Højre Venstre, Lyst
Ulyst — »hele Verden er Ja og Nej«. En Farve
kan ikke tænkes uden andre Farver, en Tone
betinges af en Tonerække, en Tanke af en Tanke
række; et Tal er utænkeligt uden to eller mange.
Alt er relativt, ogsaa Sandheden, det vil sige
alt er
Sammenhæng
, ingen Ting er sig selv alene.
Selvets Egeneksistens er tvivlsom, men den hører
til det man er nødt til at forudsætte. Livet er
Mystik. Hvorfra? Hvorhen? Hvorfor?
Vi tænker endvidere i Dimensioner fra Punkt