256 / 470
OM NOGLE MURMESTERE
243
ning af den tidligere Informator ved Akademiets Bygningsskole, der nu var
Inspektør ved Sejldugsfabriken i Nyboder, den senere Justitsraad P. Friis.
Derefter blev han Fuldmægtig hos Hof-Bygmester, Professor J. Magens, og
vandt nu i 1804 Akademiets lille Sølvmedalje, i 1805 den store Sølvmedalje
og i 1807 den mindre Guldmedalje, hvorpaa han søgte og fik Bevilling til
at blive Mester i Murerlavet uden at gjore Mesterstykke. Bevillingen er af
2. Februar 1808, og da han den 21. Marts derpaa blev indskreven, gav han
12 Bd. til Lavet, 2 Bd. til Ligklædet og 9 Bd. til de Fattige, eller i Alt 23
14d., hvad der er tre Gange saa meget, som Lytthans gav.
Muligvis staar han da paa dette Tidspunkt med storre Midler end Lytt
hans, Noget der senere vistnok væsentlig forandredes. Men han vedblev at
staa med de storre Kundskaber, og disse Kundskaber formede hans Liv.
Det er dem, der lade ham blive Medlem først af de 32 Mænds Forsamling
(1830-40) og derpaa til sin Død af Kjøbenhavns Borgerrepræsentation
(1840-1852). Men det er ogsaa disse i hans egne Ojne sikkert meget store
Kundskaber, der bringe ham i forskjellige Kollisioner. I 1839 blev han af
de 32 Mænds Forsamling indsat i Bygningskommissionen for Thorvaldsens
Museums Opførelse, og her kom han strax paa en for ham kjedelig Maade
til at vække Opsigt. Overfor de af Arkitekt Bindesbøll udarbejdede Planer
rejste han en ivrig Opposition med Hensyn til nogle af Murenes efter hans
Mening utilstrækkelige Styrke overfor Trykket af de vedkommende Rums
Hvælvinger. Sagen vakte betydelig Opmærksomhed, afficerede Thorvaldsen,
blev behandlet i saavel Kommunalbestyrelsen som Kunstakademiet, og det
varede en Stund, for Alt kom i Lave igjen, uden at Sibbern i væsentlig
Grad opnaaede Noget for den af ham forfægtede Mening.
I Marts 1841 traadte han saa ud af den ovennævnte Bygningskommis
sion, men forinden samlede han Sagens Aktstykker i en Pjece »Angaaende
det Thorvaldsenske Museums Opførelse, med to litograferede Blade« (1841),
idet han stadig troede, at han helt igjennem havde Ret. »Det ligger i den
menneskelige Følelse nødig at give Slip paa sine Meninger«, havde han skre
vet i en af sine Skrivelser, og han illustrerede dette ved sin personlige Op
træden, der af Kyndige er bleven kaldt for »en stivsindet gammel Mands
uklare og ubillige Kritik«.1 Saa meget gammel var han dog ikke den Gang, i
1840 fyldte han først 58 Aar, og han var i alt Fald ung nok til endnu en
Gang at henlede Opmærksomheden paa sig i en anden Byggesag, der kom
1 6
*
I