264 / 470
TIDEN FRA 1848 TIL 1851
251
Spil med at erklære nu den ene og nu den anden By »in Verruf« for at
faa den idömt Bøder, der, naar de vare erlagte, benyttedes til raa Svire
gilder1. Det er herefter helt forstaaeligt, at Kundschaftet fra 1785 med det
kobberstukne Prospekt af Kjøbenhavn (ovfr. S. 160) udelukkende har tysk
Text. Det ha r ogsaa Lavets Lærebreve — det i Fig. 78 afbildede Exemplar
er fra 1813 — først senere kommer der dansk Text ved Siden af den tyske
(s. Fig. 79)2. Det var Tyskland, man rejste til og skulde forstaas af, skjöndt
det dog maaske nok er saaledes, at de danske Mursvende lidt efter lidt ophørte
med at rejse. Pligten i saa Henseende var jo forlængst hævet (s. ovfr. S. 189).
Da det i 1835 blev forbudt de danske Haandværkssvende at opholde sig i
Lande, hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkere taaltes, frem-
lagdes der i Boskilde Stænderforsamling en af 1036 kjøbenhavnske Svende
underskreven Adresse herimod, men imellem Underskriverne fandtes ikke
en eneste Mursvend3.
Ligegyldigt dog, hvorledes det forholder sig' hermed, sikkert er det, at
Lavets Grusz vedblivende var tysk, og en stærk tysk Fløj indenfor Lavets
Ramme dannedes af de om deres særlige Lade samlede Stenhuggersvende.
Johan Frederik Becher, der blev Stenhuggermester 1840, er den Første, der
som Ladesvend (1823-25) skriver Dansk i Svendeladens Protokoller4.
Fra tysk Side betragtedes da ogsaa Kjøbenhavns Murerlav vedblivende
som et Lav, der stod jævnsides med de zünftige tyske Lav, og da Murerne
i Ludwigslust i Mecklenburg-Schwerin havde faaet Lavsartikler og det nye
Lav ønskede at blive anerkjendt som zünftigt (»reiseconiirmirt«), skriver det
i 1847 herom til Kjøbenhavn, og et af de første Breve, Murmester Klein som
ny Oldermand maa udfærdige, er et tysk Brev herom til Ludwigslust. Med
Svendenes Hjælp vil han gjærne være de tyske Murere til Tjeneste. Tyske
Forhold stod ikke Lavet som fjærne eller fjendtlige Forhold, og det udfolder
derfor ikke heller nogen særlig Iver, da Magistraten under 28. April 1848
tilskriver det angaaende de tyske Svendes Bortfjernelse fra Kjøbenhavn.
Oproret i Hertugdommerne førte til Marts-Bevægelsen i Kjøbenhavn,
der aandede op i en forunderlig dyb og varm Fædrelandsfølelse. Man kunde
og vilde intet Tvsk taale, og saaledes heller ikke de tyske Haandværks
svende, der arbejdede her. »Hobe af Haandværkere«, skriver M. Goldschmidt,
»trænge ind i Værkstederne og tvinge Mesterne til at udjage deres tyske Ar
bejdere«. Han er imod dette Udslag af Öjeblikkets Patriotisme, men hans