300 / 470
EN OVERGANGSTID
287
eller Mesterne, syntes at »værdige Sagen Opmærksomhed«, og saa tog den
selv fat. En af den i Marts 1862 vedtagen Priskurant blev sendt Mesterne,
idet den haabede, at Dhrr. vilde komme Svendenes billige Ønsker imøde.
Men et Svar fra Mesterne udeblev helt, og i Januar 1864 henvendte Besty
relsen sig saa til Oldermand Kornbech, der erklærede, at han fandt det
saare naragtigt at vedtage en Priskurant, som intet Menneske brød sig om.
Svendene kunde dog ikke dele hans Mening, og de lod et Udvalg paa sex
Medlemmer udforme en ny Priskurant, der i Marts 1864 tilsendtes samtlige
Mestere med en ærbødig Anmodning til dem om at ville udarbejde en anden,
hvis de ikke kunde tiltræde Svendenes. Det officielle Svar, der i Juli ind
løb herpaa, gik imidlertid ud paa ganske det Samme som Oldermandens
mundtlige Besked: man indsaa ikke Nytten af en Priskurant, som ikke
vilde blive overholdt, hverken af Mestere eller Svende. Og nu er det ejen
dommeligt at se, at da dette Svar meddeltes Svendene paa en General
forsamling i December 1864, opstod der ingen Diskussion i den Anledning,
men derimod diskuteredes der vidt og bredt om, i hvilken Paaklædning de
til Ligbæring tilsagte Svende skulde møde. I tre Afstemninger sejrede Kjo
len med 75 Stemmer over Frakken (36 Stemmer). Svendene skulde møde
i sort Kjole, Benklæder og Vest med hvidt Halstdrklæde, om Vinteren til
lige i Overfrakke-, de skulde kjøres fra Lavshuset til Ligstedet og igjcn fia
Kirkegaarden til Lavshuset.
Priskurant-Sporgsmaalet vedblev dog at komme igjen. I April 1865
sendtes der paany et Forslag til samtlige Mestere, og da Svaret atter var
utilfredsstillende, besluttede man at indkalde en særlig Generalforsamling
i et Lokale, der kunde rumme Lavets samtlige Medlemmer, opimod 500.
Der mødte imidlertid kun c. 225 eller ikke en Gang Halvdelen. Man
maatte derfor indkalde endnu en Generalforsamling, og paa denne, der
talte 278 Medlemmer, vedtoges det, at Svendene skulde fordre Priskuranten
fra 1855 gjennemført. Der var nu ligesom storre Alvor i Sagen. Man vilde
samtidig klage til Ministeriet over Mesterne, der havde erklæret, at de ikke
længere vilde indeholde Tidepengene i Lonnen, som de hos dem arbej
dende Svende skulde have. Og Resultatet blev, at Svendene Løverdag den
8 Juli 1865 nedlagde Arbejdet, hvorved de efter faa Dages Forløb fik deres
Ønske opfyldt, hvad der dog ikke synes at have betydet meget.1 Den 28 f e
b ruar 1866 mente Svendelavet det nødvendigt at vedtage, at Navnene paa