303 / 470
N U T I D .
D
a nm a r k
var blevet sorgelig lille ved de ulykkelige Begivenheder i 1864.
Men dog voxede det. Livet, Energien steg, og forunderligt er det at
se, hvorledes dette giver sig Udslag i Kjøbenhavns Væxt. Allerede forinden
var Bevægelsen ligesom forberedt. En Lov af 1852 havde ved at aabne
Adgang til Bebyggelse af en Del af Demarkationsliniens Terræn gjort Be
gyndelsen til at sprænge det Bælte af Volde og Grave, der omgav Byen, og
en anden Lov, af 1858, havde ved at forlægge Marinens Etablissementer fra
Gammelholm til Nyholm givet Anvisning paa Gammelholm som en vordende
ny Bydel1. Det var imidlertid først efter 1864, at Udviklingen tog Fart. Be
tegnende er det i saa Henseende, at medens de 100,975 Indbyggere, som
Kjøbenhavn havde i 1801, brugte noget over 70 Aar til at fordoble sig,
voxede Befolkningen efter Folketællingerne i 1860 og 1895, altsaa i kun 35
Aar, fra 155,143 Indbyggere til 333,835, og tager man Valby, Bronshoj,
Sundbyerne, Frederiksberg og Gjentofte-Ordrup med, da var Indbygger
antallet i 1880 283,454, men »Stor-Kjøbenhavn« regnes nu at have næsten
535,000 Indbyggere.
I en saadan Periode maatte Antallet af Kjøbenhavns Murere selvfølgelig
stige, og medens der efter Folketællingen af 1860 fandtes 64 Murer-Hoved
personer med 967 Medhjælpere her, vare disse Tal efter Folketællingen i
1901 voxede til henholdsvis 306 og 2866. Efter Industritællingen i 1897 har
det sin Interesse yderligere at kunne oplyse, at der var 6 Mestere, der be-
skjæftigede mellem 51 og 100 Medhjælpere, og 2, der havde over 100. Ud
viklingen maa naturligt gaa i Retning af Storindustri. Og Industritællingen
viser ved Siden at denne Bevægelse endnu, at de kjøbenhavnske Mursvende