238 / 249
236
Nete Ralslev Wingender
En anden deltager var Thora Justesen, mangeårig leder af Saxoly, en
kristen social institution med både vuggestue, børnehave, fritidshjem og
klubaktiviteter for børn, unge og mødre. Hun blev citeret for følgende
skarpe udfald: »Vesterbro er blevet en rede for kriminalitet, uhumskhed
og usædelighed. Overbefolkede lejligheder, skilsmisser, dårlige nerver,
strid og spektakel. Det er ikke forhold, der er værdige for et barn at leve
under.«
Thora Justesen, også kendt som Saxogades engel, boede selv i en
baggårdslejlighed iSaxogade 42, hvor også Saxoly lå. Så hun kendte o m
nogen tilde trange forhold ide små lejligheder, der ifølge hende gjorde
selv små dagligdags problemer uoverstigelige for utallige familier: »Hvor
hænger man tøjet o m natten? Hvor gemmes familiens vintertøj? Hvor
stillerman sinbarnevogn? Hvor bader man de små børn? Hvor sover den
mand, der har natarbejde? Hvor ligger man, når man er syg? Hvor sender
forslidte og dødtrætte mødre børnene hen for atlege? Det erblot nogle få
af de problemer, der trænger sigpå idisse fugtige, snævre mørke rum, der
kaldes lejligheder og hjem på Vesterbro.«
Også et postbud øste ud af sine indtryk fra de daglige runder ikvar
teret:»Under mit arbejde serjeg de mest uhyrlige ting. I en enkelt opgang
i Eskildsgade bor der f.eks. 72 familier i fugtige, uhumske lejligheder
langs lange mørke gange. De skal deles o m etganske ringe antal toiletteri
gården.«
De mange hårde og bitre ord, der med al tydelighed fortæller o m de
trøsteløse og usunde boligforhold, var rettet mod politikere på statsligt
og kommunalt niveau. Formanden for Københavns Boligkommission,
borgmester Julius Hansen, der selv var vokset op på Vesterbro, havde
også deltaget imødet. Han var skuffet over tonen og mente, at »det hele
smagte af at være en vel iscenesat kommunistisk paradeforestilling, der
som camouflage brugte en række utvivlsomt velmenende og godhjertede
mennesker.«
Ifølge borgmesteren blev der brugt floskler og trusler, der skød
langt over målet. Han gjorde det klart, at skylden for problemerne ikke
burde pålægges kommunen, men de private bygherrer, der isin tid over-
bebyggede brokvartererne. Kommunen var i gang med at udarbejde
saneringsplaner, men den almindelige mangel på boliger og dermed gen
husningsmuligheder var med tilat lægge hindringer ivejen for en hurtig
løsning af boligproblemerne på Vesterbro.