114 / 265
1. JULI 1915
FØR OG NU
Hvad Kortene fortæller.
S
om bekendt var Kjøbenhavn i sin Tid
en Fæstning; — den strakte sig fra
Batteriet „Sixtus“ paa „Holmens Værft“, —
ud over Christianshavn til Langebro og fort
sattes paa Kjøbenhavn-Siden rundt om hele
Byen indtil den endte med „Citadellet Fre
derikshavn“.
Foran Fæstningen laa „Stadsgraven“ og
bag denne altsaa Voldene med de mange
Bastioner, fra hvis Top man snart havde
Udsigt ud over Søen (Kallebodstrand), snart
havde Marker og Alléer for
Ø.ie,— (ogsaa
over Tivoli) og fra Nørrevold og Østervold
saas ud over smilende Landskaber paa den
anden Bred af Stadsgraven. Alt dette er
forbi, naar undtages Resterne af Chri-
stianshavns Vold og „Citadellet“. — Man
sløjfede alle disse med rige Minder forsynede
og med stor Møje og mægtig Bekostning
opførte Fæstningsværker og idylliske Partier
for at opføre de bekendte, men mindre be
undrede Kaserner. Dog besluttede den vise
Borgerrepræsentation i et Møde, 19. Febr.
1872, at der i Voldenes Sted skulde anlæg
ges en 80 Alen bred Boulevard rundt om
Byen, fra Kallebodstrand til Østerbro, men
da denne endelig var fuldt udført, vedtog
Raadet efterhaanden som disse Boulevard
partiers Træer voksede til og begyndte at
give Løfte om smukke Spadseregange, —
atter at rydde dem og sløjfe Boulevarden,
for at give Plads for nye Projekter med
underjordiske Jernbaneforbindelser o. s. v.
Der burde i det kgl. Bibliothek findes en
Bog, indeholdende en fortløbende Optegnelse
over de „vise Mænds“ Bedrifter i Tidernes
Løb; maaske den dog, naar det blev Cou-
tume, at et Eksemplar af Bogen udleveredes
til hver ny tiltrædende „vis Mand“, kunde
bidrage sit til, at de „vise Mænd“ i Frem
tiden, efter Gennemlæsningen af Bogen, tog
mere Hensyn til Bevarelsen af smukke
Minder i vor Hovedstad.
Selvfølgelig vil det være mindre fordel
agtigt for os, hvis dette sker, da vi saa ikke
faar saa mange Minder at beskrive, som
Betingelsen for Bladets Fremtid kræver.
Der findes neppe noget Sted i vort nu
værende Kjøbenhavn, hvor Udviklingen,
efter at Voldene faldt, har brudt mere
voldsomt, — ja man kan sige mere brutalt
igennem end ved Vestervold og Vesterport
efter at Porten var fjernet („Vestergab“,
som Terrænet senere kaldtes).
Rysenstens Bastion var den yderste af
Bastionerne paa Vestervold; den havde Navn
efter H en rik R u se (1624—1679), en af
F r e d e r ik den Bdie fra Holland indkaldt
Bygmester, som adledes 1664 under Navnet
„ R y s e n ste e n “, som Tak for, at han havde
bygget „Citadellet Frederikshavn“.
Medens de øvrige Bastioner havde Navn
efter deres Forsvarere under Kjøbenhavns
Belejring, var dette ikke Tilfældet med
Rysenstens Bastion; R u se var ikke her i
Landet den Gang, — men han udbedrede den.
Uden for denne Bastion laa den smukke
Port (se Billedet); den laa ved Indgangen
til den dækkede Vej og blev sløjfet sam
tidig med, at Fæstningen nedlagdes. Inden
for denne Port laa, „Rysensteens Badeanstalt“
med sit idyllisk beliggende Billetkontor (se
Billedet). Vi bringer her i Bladet en mor
som gammel Plakat, som dette Etablisse
ment udsendte i 1889, og flere Prospekter
af den smukke og hyggelige Badeanstalt,
og vore Tanker bringes uvilkaarlig af disse
Minder tilbage til, hvorledes Forholdene
med Hensyn til „Kjøbenhavnernes“, eller
maaske rettere „alle Danskes“ Renligheds
hensyn har udviklet sig siden Plakaten
fremkom i 1839.
Der er ingen Tvivl om, at de gamle Vi
kinger og deres Kvinder gik i Bad lige fra
Stranden, det være sig Vinter eller Sommer,
kuldskære var de som bekendt ikke; men
derefter indtræder der i Katolicismens første
Dage noget mere i Retning af det blød
agtige, men tillige mere rensende, som hed
Varmtbad i Kar. Allerede Sakse beretter
om, hvorledes Absalon i sin Borg ved Havn
i den øverste Etage af sit Taarn havde
ladet sig berede et Bad, og han var knap
kommet af Klæderne, før Vagten udenfor
raabte, at Venderne var i Sigte. Han foer
da i Tøjet og sprængte af Sted ud mod
Kalleboderne, fik samlet sine Skibe og slog
Fjenden. Om denne Begivenhed minder
Absalons Statue paa Højbroplads, hvor
Kunstneren netop har ladet ham ride den
rigtige Vej, skønt han jo ganske vist der
ved kommer til at vende Ryggen til det nu
levende Liv.
Vi har ogsaa skønne Viser, Folkeviser
om Tovelille, der ikke var Kong Valdemar
Atterdags, men historisk bevist Kong Val
demar den Stores Frille, at hun blev skol
det ihjel i et Badekar. Sagnet er forøvrigt
ret internationalt men betegnende. Saa
kommer vi til salig Kong Hans’ Tid. Da
var det almindeligt, at man havde Badstuer
i Byen, allerede Navnet Badstuestræde
minder os derom; men der var den kedelige
Aber-da-bei, at disse Stuer var fælles for
Kvinder og Mænd; i Finland finder jo den
Dag i Dag det samme Forhold Sted, hvor
hele Familien gaar i Bad hver Lørdag og
pisker hinanden med Ris inde ved Ovnen
for derefter at løbe splitternøgen ud over
Vejen og kaste sig i det kolde Vand.
Kong Hans benyttede Hans Bogbinders
Badstue paa Hjørnet af Store Færgestræde
og Amagertorv, og han nægtede sig ikke
der nogen Glæde. Men efterhaanden som
disse Badstuer blev for almindelige, blev
de ogsaa smittefarlige. Derfor blev de i
Reformationens Dage simpelthen forbudte,
og Folk var henvist til den hjemlige Ren
lighed. Der fandtes til Begyndelsen af for
rige Aarhundrede ikke en eneste offentlig
Badeanstalt i København, naar undtages to
smaa Badehuse ude ved Langebro, det ene
for Kvinder, det andet for Mænd; men da
disse to Rum kun var adskilte ved Hjælp
af Sejldug, som altid var itu, forstaar man,
at det ikke just var Damernes Livret at
tage sig et saadant Bad.
Nu var man altsaa absolut henvist til den
hjemlige Renligheds-Hygiejne; men skal
man tro den altid sandfærdige T od e, saa
saa’ det sort ud med Damerne, hvorimod
Mændene vidste at skaffe sig baade Sæbe
og Vand. Da Tode ikke var den Mand,
der i sin Sundhedstidende lod noget hygi
ejnisk Spørgsmaal ubehandlet, og da han
R y s e n s te n s B a d e a n s ta lt p a a C h ristia n s h a v n s -S id e n , til h ø jre L a n g e b ro (i 1890erne).