39
lave et Tæppe af sin stakkels Ven, hvis Død fremkaldte de
eneste Taarer, m an h a r set i hans Øjne.
Men i den Tid, da h an langsom t arbejdede sig op med
skiftende Held, hændte der ham iøvrigt noget mærkeligt.
Det var under et Ophold i Køln. Da han kom ud af Cir
kus og g ik over Markedspladsen, kom der en fattig klædt
Mand imod ham og sagde:
— Undskyld, er De Hr. Renz?
— Ja! Hvad vil De?
— E r du
Ernst
eller en anden?
— Mit Fornavn er Ernst. Og hvem er De?
— Naar
clu
hedder Ernst, saa er jeg
din
Fader.
— Min F a ’er!
— Ja, jeg er den gam le Renz. Jeg kommer fra Holland.
Det er gaaet m ig snavs. Du maa give m ig lid t Mad og en lille
Skærv, saa skal jeg gaa igen.
Saadan var Mødet efter 30 Aars Forløb mellem Sønnen og
Faderen, til hvem der blev lejet en lille Villa paa L ivstid i
Køln.
Renz havde im id lertid giftet sig med en Datter af Tysk
lands største E eriderdirektør
Gärtner,
hvis P rim adonna hun
var, og fra hvem h u n — stak af.
Den oprørte Fader tilgav ald rig dette, og han paaførte lige
til sin Død, selv efter at hans egen Cirkus var gaaet i Styk
ker, og han var bleven Dressør i Cirkus
Carl Edward Woll-
schläger,
sin Svigersøn den bitreste Konkurrence.
De to Mænd blev ald rig forsonede.
Renz klarede sig dog nogenlunde, selv om det baade gik
op og ned, m en saa kom han en Dag til Rerlin og erfarede til
sin Rædsel, at det berømte, franske Beriderselskab
Dejean
havde lejet en glim rende P lad s i selve F riedrichstrasse for at
opføre en stor, elegant Cirkus.
Selv var Renz kontrak tlig bundet til en gammel Træcir-
kus, der halvvejs var Teater, og som laa langt ude i Charlot
tenstrasse.