202 / 269
For Lars Glad, Firmaets hæderkronede Stifter og dets glimrende
Leder under Opgangen i Fredsaarene, var Krigstiden med dens urolige
Konjunkturer og hele hæsblæsende Tempo kun af det Onde. End ikke
de mest lokkende Fortjenester kunde bringe ham til at se med Sym?
pati paa en Tid, som i hans Øjne var ren Hasard. Kun modstræbende
gik han med til mange af de Foretagender, som Krigstiden førte med
sig, og som dog var nødvendige, hvis Firmaet ikke helt skulde vege?
tere. Han var oplært i den gamle Skole, da Pengene var smaa, og han
kunde aldrig vænne sig til Gullaschtidens Luxus. I 1914 troede han
som alle andre, at Krigen hurtig vilde være ført til Ende, men Aarene
gik, og der var ingen Udvej at se. Tværtimod blev Forholdene stadig
værre, Risikoen stadig større og Vanskelighederne uovervindelige.
I 38 Aar havde han nu arbejdet for sit Firma, ført det frem til et ære?
fuldt Stade i enhver Henseende. Men nu var han træt, han forstod
ikke den nye Tid, kunde ikke følge med i dens Heksedans omkring
Guldkalven. Han selv havde skabt sin Formue ved mange Aars dyg?
tigt Arbejde; men nu var sligt ikke mere estimeret, alt var Hasardspil.
Firmaets andre Indehavere respekterede Lars Glads Ønske om at
trække sig tilbage fra sin Livsgerning, og hans to mangeaarige Med?
arbejdere, Johs. Glad og I. A. Windfeld?Hansen, besluttede sig til
samme Skridt, saa at Firmaet kunde føres videre af den nye Genera?
tion, altsaa af Juniorchefen Carl Glad. Dog hedder det i Cirkulæret
af 1. Februar 1918:
»D ’Herrer L. C. Glad og Johs. Glad vil dog ogsaa frem?
deles støtte Firmaet med deres mangeaarige Indsigt og Er?
faring. — Herr Johs. Glad tegner fremtidig Firmaet pr. pro;
cura.«
og paa denne Maade, sikret ved Raad og Bistand fra sin Faders og
Onkels Side, overtog Carl Glad Firmaet under særdeles vanskelige
Forhold.
Importen af Olie vestfra var stoppet. Løbeafdelingen kæmpede
ligeledes med svære Hindringer. Fabriken laa delvis stille, Fremtiden
var højst usikker. Ganske vist var Pengekassen fyldt til Randen, men
hvad nyttede det, naar Virksomheden halvvejs var gaaet i Staa? Det
var en Tid, som krævede vaagen Agtpaagivenhed, saa at man kunde
gribe de faa Chancer, der var fremme for at beskæftige Fabriken og
holde det store Personale i Arbejde. Det var en Lykke, at Firmaet
203