fik overdraget de store Arbejder for Smøreolieudvalget og for Olie?
handlerforeningen. Derved holdtes Fabriken saa nogenlunde i Gang,
og selv om det en Tid var nødvendigt at lade Arbejderne gaa paa
Skift med halv Beskæftigelse, saa kom Firmaet dog ikke i den Situa?
tion som saa mange andre danske Virksomheder at maatte afskedige
sin faste Stab af Arbejdere.
At Tiden ogsaa krævede Smidighed og Forhandlingsevne til alle
Sider, ses bedst af de engelske Licenser for Udførsel af Osteløbe. Det
var nemlig ikke muligt at fremskaffe tilstrækkelig mange russiske eller
neutrale Kalvemaver til Fabrikationen, og den britiske Legation maatte,
hvor nødig den end vilde støtte Fjendens Økonomi, gaa med til et
vist Indhold af fjendtligt Stof i Osteløben, først 30 %, senere i 1918
endogsaa 50 %. Det var Professor Karl Meyer, som paa Industri?
raadets Vegne kontrollerede Produktionen og udstedte de nødvendige
Certifikater; men Forhandlingerne angaaende denne og mange andre
indviklede Sager førtes af Firmaet direkte med den britiske Legation.
Arbejdet dengang bestod for en stor Del i Forhandlinger med Myndig?
hederne, og disse Sager kunde ofte træneres i lange Tider, før et Re?
sultat opnaaedes; men var endelig alt blevet
lykkelig ordnet, saa var Forretningerne som
Regel meget lukrative, og baade paa Løbe? og
paa Olieafdelingen var Aaret 1917 trods
Varemangel og allehaande Vanskeligheder et
af de bedste, Firmaet nogensinde har haft.
Det var derfor ogsaa med en betydelig
Formue, at I. A. Windfeld?Hansen kunde
trække sig tilbage 1. Februar 1918 efter 25
Aars Arbejde i Firmaet. Han havde været
Danmarks Repræsentant i den interskandina?
viske Komité til Udarbejdelse af fælles Reg?
ler for Søtransport af farligt Gods og var
1.
Maj 1917 blevet udnævnt ti
nebrog. Ved de Forhandlinger, som førtes
mellem Deltagerne med Firmaets mangeaarige
Raadgiver, Overretssagfører G. Oppenhejm, som Opmand naaede man
hurtig til Enighed. Det Beløb, som tilkom I. A. Windfeld?Hansen ifølge
Opgørelsen over Firmaets Aktiver, blev udbetalt ham kontant paa ét
204