559 / 605
Fra »Støvlet-Kathrine«s unge Aar
5 4 9
op, havde klædt sig paa og var efter en halv Snes Minut
ters Forløb fulgt efter hende, der var gaaet i Forvejen.
Da han ikke nøje vidste, i hvilket Hus hun boede, var
han gaaet forbi dette — men da kom Benthackin i Døren,
vinkede og bad ham komme ind. Han var da gaaet med
op i hendes Stue, hvor kun Datteren var. Benthackin
havde bedt ham om at tage Plads og skænket flere Glas
Brændevin for ham, saa han fik noget i Hovedet. Hun
snakkede en hel Del og beklagede sig bl. a. over, at en
Møllerkarl altfor ofte kom i hendes Hjem og vilde have
»was zu thun« med hendes Datter. Han kom næsten hver
Dag, og han vilde sikkert ogsaa komme i Aften. Derfor
bad hun Harre blive hos hende og Datteren. Arrestanten
var da bleven siddende, men da Tiden gik, havde han
rejst sig for at gaa til sit Kvarter, Benthackin havde imid
lertid grebet ham i Frakken og med »grædende Øjne«
bedt ham om at blive, da Møllerkarlen sikkert snart vilde
komme. Denne havde truet med at ville slaa hende, og
da hun var alene, var hun bange for, at han vilde »mole
stere« hende. Arrestanten vilde alligevel gaa, men netop
da hørte han en komme op ad Trappen. Benthackin
sagde: »Det er ham«. Arrestanten var bleven staaende
bag Stuedøren, da Karlen var kommen ind, og straks ef
ter hørte han et Skrig fra Fruentimmerne; han var da
traadt frem, og den Mand, som han dengang troede var
en Møllerkarl, var sprunget løs paa ham, stødt ham for
Brystet og spurgt ham »hvad han havde at gøre her«.
Arrestanten havde besvaret Bryststødet »mit einer derhen
Maulschelle«, der havde været saa kraftig, at Møllerkar
len var tumlet henover Gulvet; han havde dog hurtig
»recolligiret« sig og var atter sprunget løs paa Arrestan
ten for at slaa denne med sin Stok. Arrestanten havde
da »stødt ham saa haard t fra sig med Haanden«, at han
faldt. Da Møllerkarlen igen kom paa Benene, tog han
sin Hat for at gaa. Arrestanten var imidlertid(I) gaaet