12 / 49
— 10 —
enevældige Konge, og pintes af sin syge Fantasi; med
alle Tegn paa sjælelig Uro ledte denne syttenaarige
Svækling efter seks »usaarlige, moralske Blinde«, imagi
nære Væsener, som han kaldte »comme-ca« og haabede
at finde blandt de franske Skuespillere eller italienske
Sangere. Saavidt hans Omgivelser forstod, skulde disse
Fantasifigurer besidde en legemlig Haardhed og sjælelig
Raahed uden Grænser, og der kan ikke være nogen
Tvivl om, at hans Forbindelse med et kaadt Dyr som
Støvlet-Kathrine netop var betinget af disse forrykte
Forestillinger. Forholdet var næppe nogen So lstrå le
fortælling, som senere Skribenter har villet gøre det til.
Ved sin Side i Logen havde Kongen >Gourmand«, Ynd
lingshunden, som saa’ paa Balletterne og lyttede til
Komedien med et Udtryk af Andagt, der gjorde Publi
kum bristefærdigt af Latter. Men naar Heltefremstilleren,
Monsieur la Tour, fik Bersærkergang i de Voltaireske
Tragedier, hylede den. Vistnok ikke med Urette.
Thi den franske Trup, der med personelle Forandrin
ger efter Kongens Luner blev her i seks Aar, havde
kun ét Fortrin fremfor Skuespillerne paa Kongens Nytorv,
nemlig, at komme fra Verdens toneangivende Land.
Den talte et Sprog, som blev anset for at være langt
finere end det hjemlige. Men Franskmændenes Fremstil
linger næredes ikke af selve Livet; i Tragedien deklame
rede de hult og søgte at erstatte Følelse og Forstand med
stereotype Smil eller Brøl og Balletfagter. Maaske agerede
de mere menneskeligt i Syngestykket og Lystspillet, og
det er muligt, at de danske Skuespillere kan have haft
Gavn af at se deres galliske Lethed, men i Tragedie
spillet satte de daarlige Spor, og Tidens første Kritiker,