214 / 318
207
det fra n sk e L y stsp il
„Chevalier de Grignon
“,
der blev opført u n d er T itel „ E n t r o T j e n e r “.
P a a O p læ sn ing sp røv en v a r alle R o lleh av end e
sæ rdeles tilfredse, lige til der blev S p ø rg sm aal
om K o stym ern e. Da de S pillende v a r fra n sk e
Em ig ra n te r og S v a re t a ltsa a blev: — D am ern e
hø jt S æ t og A d rien er, H e rre rn e : H v ide P a ry k k e r,
trek a n ted e H atte, b rod ered e K joler, K næ b u k se r,
S ilk estrøm p er og S ko — gik der et dyb t „U h !“
g ennem F oy eren .
E fter en P av se su k k ed e R eg issø ren : — S a a
k a n vi gern e sp a re In d stu d erin g e n . S ty k k e r
m ed trek a n ted e H a tte og P a ry k k e r h a r ald rig
g jo rt L ykke!
— N e j, det er vist! — istem te alle de
A nd re.
— S y n es De da ikke, a t S ty k k e t er god t?
sp u rg te jeg.
— Jo, det er b aad e sm u k t og m orsom t —
indrømm ede hele P erso n alet. — Men et S ty k k e
i d e t K ostym e . . . — g entog alle og ry stede
p a a H ovederne.
Det v a r slemm e V arsler, m en da je g spu rg te
hvo rfo r „et S ty k k e fra P a ry k tid e n ikk e skulde
k u n n e gøre L ykke, n a a r det b aade v ar sm u k t
og m o rsom t,“ vidste In g en N oget at svare. Det