153 / 233
- 19 -
Da øjner snart man andre P erspektiver:
En Viden fa st om alle Ting paa Jord,
O g en H ukomm else, der er forbløffende,
En Talefæ rdighed rent ud »tøfitøffende«,
E t Vid, et Lune og en frejdig A a n d ;
—
E t Spørgsm aal blot,
—
og strax Du Svaret giver
T rovæ rdigt som det bedste Lexikon.
M an lytter,
—
uden al A pplaus og K lappen,
M an lytte r kun,
—
og bliver stille g l a d
----------
H vem ser saa, om der sad
En Spartelfarveklat paa Vesteknappen.
O g bringes D ig vor Tak i denne Stund,
For al D in G jæ rning og fo r al D in Stræben,
Da klinger Takken ikke blot fra Læben
M en sprudler frem fra H jæ rtedybets Grund.
» V or Stan d Du ofred al Din T id og Evne,
» V or Stand Du højnede ved al D in Fæ rd;
»T id t var det D ig, der ved D it O rd det jæ vne
»Fik Skibet drejet bort fra skjulte Skær.
y>Al T id Du var den gode Kamm erat,
» Til R aad og B istand var Du stedse M a n d en ;
»M ed Iver tog Du D el i en D ebat
»O g kunde, naar Du ret fik B lod paa Tanden,
»D in M ening snildt forfæ gte D ag og N a t
—
»T id t m ed en Stæ dighed som bare Fanden.
V ort Sprog man siger, er paa O rd ej rigt,
M ed F remm edgloser man det kom pletterer;
O g dog jeg tror,
Vi m ed et lille, kun et lille O rd
D it hele Liv kan karakterisere,
O g dette ene lille O rd er » P li g t « .
V i andre, som staa m idt i D øgnets Strid,
O g føle hvordan L ivets Lænker stramm e,
Vi mærker dog Æ rgerrigheden flamm e
V ed Tanken om vor egen L øvfaldstid.
Vi kende vore E vners Grænsepæl,
O g hige ej m od Laurens K rans om Tinde,
M en ved, at G lem sel tager os i Favn.
M en »eet« vi kunne ønske fo r os selv,
A t vi som Du den Hæ der m aatte vinde
» A t kunne nævnes m ed et agtet N avn«.
C.V.HOLSØE.