149 / 191
Lazarettetfor ikke-tyskeflygtninge
Vi får hen på eftermiddagen 3 letter ned på lazarettet, ikke
fordi de er syge, men de er trætte af en lang og anstrengende
rejse, de har været sendt fra land til land, og 40 nætter og dage
været i kælder i Berlin, medens bomberne faldt. Det var i det
slot, hvor Sveriges gesandtskab havde haft til huse, så fandtes
de af nogle svenskere, som bragte dem lidt mad, og livet redde
de de da, nu har de fløjet i 8 timer og er lykkelige over at ligge i en
seng og få mælk og mad.
Så kommer flyvende sydfra ca. 50 svenskere og nordmænd, 4
mænd blev straks arresteret, og mange af de andre går det
sikkert ligeså, når deres forhold næste dag skal undersøges,
men vi taber dem af syne. Da de har fået mad og mælk, køres de
til en af lejrene.
Den lettiske feltpræst aflægger besøg på stationen, han er
tillige mediciner, han tilbyder sin tjeneste, bl.a. som tolk,jeg tror,
det er 26 sprog, han kan. Mange letter kan ikke tysk, men så
træder de tysktalende til og tolker. Præsten fortalte, hvordan
han havde stået og opereret en patient med appendicitis, assi
steret af en sygeplejerske, der gav narkose, og en, der instru
menterede, så faldt en bombe - patienten og præsten levede,
men alt andet, og de 2 sygeplejersker var splittet og slynget til
alle sider.
9/7.
I dag, nej i går var der ikke mindre end 4 enbenede på
lazarettet. Den ene var en yngre lette, gymnastiklærer ved uni
versitetet, blev indkaldt 1/744, og allerede ijanuar mistede han
benet, om familien ved han intet. Han havde en særdeles god
stilling, 1000 rubler pr. md. og rigelig tid til privatundervisning
10 rb. Nu ejer han kun en hullet skjorte og et par benklæder.
Heldigvis kunne jeg give ham en skjorte af vort depot af skæn
kede gaver. Så fik vi en ung mand ind, vist russer, 21 år, han
havde set fader og moder blive skudt, havde efter den tid ofte
krampeanfald, dog ikke i går. Han pakkede ud forskelligt til at
rense og smøre fodtøj med, lagde det på bordet og sagde med en
gestus ud mod alle de 14: Für alle Kammeraten. Han delte det
lidet han havde. Hvor var han glad for mælk.
En 77-årig dame i lejrafdelingen griber min hånd og spørger:
Sprechen sie deutsch, Schwester? Hun brænder efter at fortæl
le, hvor hun er lykkelig over at være hos os og få den dejlige mad.
147