145 / 191
Lazarettetfor ikke-tyskeflygtninge
Pinselørdag d. 19/5-45.
fikjeg besked om at møde på karantæ
nestationen næste morgen kl. 9. Ak, sporvognen begyndte først
at køre kl. 9, så jeg måtte gå den lange vej til Havnegade, og jeg
skal ikke nægte at jeg var træt, før jeg begyndte tjenesten, som
jeg glædede mig meget til at udføre. Og det blev da også et døgn
så fuldt af indtryk og af arbejde, somjeg ikke før har oplevet det.
Huset var fyldt med allierede flygtninge; de lå på madrasser på
gulvene, alle nationer mellem hverandre. Ja, ikke en gang i
lazaretstuen havde vi den dag senge. Vi fik en stor transport fra
Lyngby om eftermiddagen, de blev forbundne, var ikke særlig
medtaget; om aftenen, da vi troede vi kunne lægge os efter
næsten 12 timers uafbrudt arbejde, blev der atter meldt en
transport. Og så ventede vi, ventede til kl. 24, da der kom 14
meget medtagne sårede. Da fik vi for alvor travlt, de 13 skulle
have skiftet forbinding, mange 2-3 steder. En ung mand mang
lede begge ben, amputeret højt oppe fra låret. Knoglerne ragede
ud, han led meget, men klagede ikke. Flere andre manglede en
arm eller et ben, men ikke en jamrede sig. De blev lagt på
madrasserne, de blev aflusede (a f mandskab fra sundhedsvæ
senet), de blev bespist, lotterne sørgede for serveringen, og så
tog vi fat. 1 læge og 2 sygeplejersker. Hvor var de rørende
taknemmelige for mad og mælk og ikke mindre for at få ijernet
en gammel ildelugtende forbinding, få sårene renset og ren
forbinding på. Ingen trængte sig på og ville til før en anden, de
var i alle retninger rørende tålmodige og hjælpsomme over for
hinanden. En ung stærk mand bar den benløse på sine skuldre
og de enbenede støttedes af andre, som havde begge ben, men
måske kun en arm eller i bedste fald adskillige sår andre steder.
Mange havde granatsplinter i sårene, og mange måtte næste
dag indlægges på hospitalet. De var af frihedskæmpere hentet
på et skib, der skulle afsejle næste morgen, så det var i sidste
øjeblik hjælpen kom. Henved kl. 3var vi færdige, havde fået dem
lagt til ro og kunne nu selv gå op at lægge os et par timer, men
søvn var ikke at tænke på, det hele havde været så overvælden
de. 10 minutter før 7 blev vi purret ud af vagtværnet. Da klok
ken blev 9 kom de 2 mandagssygeplejersker til afløsning, og vi
kunne gå hjem. Træt, træt træt. Hjem i seng, men jeg havde
1945
143