173 / 191
Anmeldelser
planafdeling«, hvor han udførte sin hum anitæ re byplanlægning. Det fremgår af
om slaget, a t forfatteren kunne fejre sit 15 års jubilæum som løst an sat arkitekt,
en an sæ ttelsesform der vist v ar temmelig almindelig. Det nævnes ikke, hvornår
Siegumfeldt blev fastan sat. K arrieren sluttede i 1970, efter at Siegumfeldt i 1967
var udnævnt til planlægningschef i det nyoprettede Direktorat for Københavns
Kommunes Generalplanlægning med Kai Lemberg som direktør.
»Humanitær byplanlægning« er af form næ rm est en blanding af erindrings
brudstykker og et noget uformelt adm inistrativt notat. Siegumfeldt fortæller
om arbejdet med a t beregne behovet for daginstitutioner og legepladser i de
forskellige bydele, om hvordan han p åen stud ietur til Stockholm i 1946 var med
til at udregne legepladsernes legeværdi pr. kvadratmeter, og om en principskitse
for legegader på Vesterbro fra 1957. Også forsøgene p å at forudse behovet for
nye folkeskoler og deres lokalisering efter krigens babyboom sam t det første
ku ltu rcen ter p å Bispebjerg om tales kort. Endelig fortæ ller Siegumfeldt om
skabelsen i 1947 af parkunderholdningen, der i dag er blevet til somm erunder
holdningen.
»Humanitær byplanlægning« fungerer som appetitvækker. Den interesserede
læ ser får lyst til at gå i de enkelte sager. Men teksten ville have vundet ved at lade
erindringerne strømm e lidt friere. Endelig skal det nævnes, at illustrationerne
stø tter og uddyber teksten p å en fin og inspirerende måde.
C a s p a r Jø rg e n se n
K im K a r m a r k : L a u g og z ü n ftig h e d . D e tyske h å n d v æ rk e rs k ik k e , deres a n
kom st, e ta b le r in g ogf o r s v in d e n b e ly st g e n n em det k ø b e n h a v n sk e sn e d k e rla u g s
h is to rie , 1577-1800, Å r h u s U n iv e rs ite ts fo rla g , 1989, 116 sid e r, kr. 85,-.
Kim K arm arks specialeafhandling om zünftens indflydelse i Københavns Sned-
kerlaug er en spændende indføring i laugstidens skikke.
Laugene s tå r som eksempel på de tran snation ale strukturer, der k arakterise
rede det middelalderlige samfund. E t andet eksempel er kirken, hvis universali
te t h ar holdt sig længere end laugenes. Vi h ar ganske vist en rem iniscens af
laugene i vore dages danske fagforeninger, der bygger på faget/håndvæ rket,
men kontinuiteten er tynd.
Laugsvæ senet v a r det middelalderlige sam funds måde at regulere udbud og
efterspørgsel på. Men laugsvæ senet v a r mere end det, og ikke mindst zünften
in stitutionaliserede en række skikke og leveregler, der i en periode blev en måde
at organisere og stru k tu rere sin tilværelse p å for håndværkeren. Gruppen, faget
var omdrejningspunktet, ikke den enkelte.
Laugsvæ senet og zünften kom til Danmark sydfra. Vandrende håndvæ rks
svende b ragte nye teknikker, nye skikke m.m. med sig. I de større danske byer
fand t laugsvæ senet fodfæste, og med zünftens udbredelse blev den farende
svend laugssystemets centrum .
I København v ar laugstraditionerne stæ rkest og snedkerfaget udmærkede sig
ved en udp ræ get zünftighed. En række konflikter i faget h ar frembragt et sto rt
kildemateriale. Den ca. 2 0 0 årige periode (1 5 7 7 -1 8 0 0 ) bogen dækker er behand
let kronologisk. E fter en kort indledning p ræ sen teres de zünftige skikke i Kø
benhavns Snedkerlaug. Så følger de to hovedafsnit om zünftens etablering og
171