175 / 191
Anmeldelser
stikkerne pegede p å en stigende krim inalitet blandt børn og unge. En stigning,
som forfatteren ikke mener var reel, men snarere skyldtes en kriminalisering af
børnenes adfæ rd. Sideløbende udvikledes den moderne kriminologi, der ønske
de a t stand se unge lovovertrædere p å et tidligt tidspunkt, inden de udviklede sig
til rigtige forbrydere.
P å linje med tidens børneopd ragere gik man ind for opdragelse af de vild
farende børn i sted et for straf. Tidligere havde man b etragtet barnet som
grundlæggende ondt, men nu så man det som en tom skal, der kunne påvirkes i
både god og dårlig retning. Som følge h eraf var det børneforsorgens opgave at
fjerne b arn et fra dårlige omgivelser og i stedet opdrage det til gavn for både
sam fundet og b arn et selv. Disciplin og h ård t arbejde afløstes af opdragelsen.
Som noget nyt gav loven af 1905 således tilladelse til om nødvendigt at fjerne
b arn et fra foræ ldrene og lade sam fundet overtage opdragelsen. Til stor fortry
delse for mange af tidens børnevenner glemte man a t fastlægge indholdet af
denne sam fundets opdragelse og at afsæ tte de nødvendige ressou rcer til at
ændre behandlingen fra stra f til opdragelse.
Både før og efter 1905-loven deltog en række private filantropiske foreninger i
børneforsorgsarbejdet. Anne Løkke h ar analyseret arbejdet og holdningerne i
en af disse foreninger, nemlig Kristelig Forening til offentligt tiltalte og straffede
Børns Redning. Foreningen blev stiftet i 1898 og eksisterer stadig under navnet
Kristelig Forening for Børneforsorg.
Kristelig Forening arbejdede p å basis af private midler og fandt navnlig støtte
i provinsen. Klientellet v ar derimod udelukkende børn fra københavnske arbej
d erk varterer og tilmed de allerfattigste. Foreningen betragtede den moderne
storby som årsag til børnenes fordærvelse og ønskede derfor at ijerne børnene
fra de dårlige omgivelser og i sted et sæ tte dem i pleje i private landbohjem eller i
børnehjem i landlige omgivelser. Det var det velordnede, hyggelige og kærlige
middelklassehjem, der frem stod som disse børnevenners ideal, og som de ville
overføre til de forsøm te børn.
Anne Løkke beskriver nu an ceret, hvorledes disse forestillinger indgik som en
helt selvfølgelig del af børnevennernes verdensbillede, og at de derfor ikke
tvivlede på, a t denne omplantning v ar den ideelle kur for de vildfarende arbej
derbørn fra storbyen.
Bogens afsluttende del behandler Børnelovens udførelse i praksis. Kilde
grundlaget h ar væ re t en gennemgang af de første 15 års sager i to udvalgte
københavnske væ rgerådskredse. Det vises, at væ rgerådsmedlemmerne kun i
mindre om fang kom fra den arbejderbefolkning, som leverede rådets »sager«.
Vurderingen af børnene blev derfor foretaget ud fra andre norm er end dem, der
ofte v ar gæ ldende i børnenes eget miljø. Anne Løkke afviser dog, a t der kun var
tale om et m isforstået angreb p å en anderledes, men velfungerende arbejder
kultur, for d er v ar reelt sto r nød blandt mange børn og mange problemer i disse
yderst fattige familier.
Konkluderende vu rderes virkningerne af Børneloven som en skærpelse af den
sociale kontrol. S taten gav sig selv bemyndigelse til at væ re alle børns overforæ l
der, som det formuleres i bogen. Foræ ldrene havde ingen rettigheder over for
væ rgerådene, der hurtigt blev noget, man helst skulle undgå at komme i kontakt
med. De konkrete foran staltn inger fungerede også som en straf, og forfatteren
mener, a t loven kom til at indføre straf, inden børnene havde begået nogen
forbrydelse. Desuden blev der yd erst sjæ ldent bevilget den økonomiske bistand,
173