10 / 499
4
kels D y r; de tog e det op o g bar det hjem for at
pleje det.
Efter n ogen T ids T avsh ed sagde saa
F r eder i k:
„M oder, nu véd je g , at Lam m et vil leve;
je g har bedt G ud d erom “ .
H un plejede da D y
ret m ed dobbelt Om hu, for at hans barnlige T ro
ikke skulde rokkes — o g det levede virkelig.
E nhver D reng har jo som oftest sine Passi
oner ; blandt dem,
F r e d e r i k særlig havde, kan je g
nævne hans Sværm eri for sm ukke o g sjældne
Stene.
I en næ rliggende G rusgrav kunde han
tilbringe m ange T im er daglig, ofte i Selskab m ed
sin et A ar yn gre S øster,
K a r e n ,
hans trofaste
L egekam m erat; de gjem te da enhver S ten , de
fandt, som var lidt aparte i F orm eller Farve.
F r e d e r i k beholdt gjennem hele sin U n gd om
denne Interesse o g K jæ rlighed, o g han sam lede
senere m ed en saadan G ru n d ig h ed , at han i
m ange A ar ejede en sjælden Sam ling a f sm ukke
Stene. — H vad der o g sa a , da han var D reng,
fyldte hans Sind m ed m ange T an k er, var de
gam le S agn , som levede i hans H jem stavn —-
Skam strupegnen er en sagnrig E gn — - o g for
F r e d e r i k s
Fantasi var der rigt Spillerum i S a g
nene om K on g Skammel. M an viste Stederne, hvor
denne havde fæ rdedes, Bønderne havde bevaret
disse Sagn i Folkem unde, o g
S v e n G r u n d t v i g ,
som undertiden var G jæst i Skam strup Præste-