9 / 499
3
ligesom Grundtonen hos ham selv var Alvor og
Sandhed, Gudsfrygt og Tro; — men han var
tillige fuld af Gemytlighed og Humor,
Jævn og
ligefrem var han, dertil naturlig, aaben og spøge
fuld, og hans Karakters Grundighed og Ærlighed
tog hans ældste Søn i Arv efter ham, hvorfor de
To ogsaa altid forstode hinanden saa saare godt.
Med Hensyn til Naturanlæg stod F r e d e r i k
dog ganske vist sin Moder nærmest. Han havde
hendes livfulde, poetiske Naturs Aand og Opfat
telse af Alt.
Hvor ofte har jeg ikke i hendes
Breve til ham fundet Udtrykket „min Ungdoms
Kjærlighed“. Ja, saaledes var Forholdet imellem
dem; hun fandt hos sin Dreng sin egen Natur,
sine egne Evner, om end naturligvis i noget for-
skjellig Form — o g man sig e , saa meget man
vil, at Kontrasterne m ødes, saa har jeg dog set
og erfaret i Livet, at Lige søger Lige; de be
slægtede Aander finde hverandre og elske hver
andre paa en langt' inderligere og mere forstaa-
ende Maade end de heterogene Naturer.
Et lille rørende Træk fra F r e d e r i k s første
Barndom har hans Moder fortalt mig. Hun gik en
Dag med ham paa Marken udenfor Præstegaarden;
han var da
4
Aar.
De fandt et lille Lam , som
laa syg t, næsten døende, forladt af sin Moder.
F r e d e r i k var meget bedrøvet over det lille stak