8 / 499
siger i et Brev til min M and paa den sidste F ø d
selsd ag, han op leved e: „M in elskede F rederik!
H vor er det d o g længe, længe siden d.
4
de N ovbr.,
da D u første G ang saa D agens L y s i Skamstrup,
o g da Din Fader i sin H enrykkelse hentede gam le
[Skolelærer] R asm ussen i M angel a f A n d re, som
han kunde vise D ig frem for.
D u var ogsa a et
yndigt Barn. H vor tydelig husker je g min Glæde,
da je g . første G ang efter et langt S ygeleje bar
D ig over Stuegulvet.
Jeg var stolt o g lykkelig;
je g erindrer, at je g valgte et Øjeblik, da je g var
ene i Stuen for rigtig at nyde min F ry d “ .
M an ser af disse faa Linjer den unge M o
ders Glæde — o g den Kjærlighed, hvorm ed F a
deren m od tog sin første S ø n ; den vedblev at
forene dem hele Livet igjennem .
F r e d e r i k har ofte fortalt m ig om sin lyk
kelige B arndom i den gam le Præstegaard.
—
Skjønt der i de rent ydre F orh old kunde være
M eget, som trykkede Foræ ldrene o g lod dem se
Livet alvorlig m ed den snart store B ørneflok for
ø j e , saa havde disse to kjæ rlige, forstandige
Æ gtefolk en sjælden G ave til at frede om H jem
m ets H y g g e o g til at berede B ørnene en lykkelig
Barndom .
D er var Poesi o g G læ de, M unterhed
o g Skjæm t i Hjemmet.
Faderen var nok alvorlig i sin O pdragelse,