150 / 719
140
Charles Haugbøll
mes til senere, da hun alligevel skal have sin kronolo
giske plads i Aldershviles historie.
Nye folk, nye sk ik k e ! dette gamle ord kom også til
at passe i dette tilfælde. Angelica havde ikke rejst den
halve verden rundt med Adolf Goertz med lukkede øjne.
Hun havde bevæget sig i cirkler, hvor man forstod at
indrette sig behageligt. Der blev intet sparet for at gøre
Aldershvile til en „standsmæssig“ ramme
0111
den ny
bagte m illionøses tilværelse. Rygtet hvisker, og endda
temmelig højt
at der blev ofret en m illion på indret
ningen af Aldershvile — og det lyver ikke ret meget.
Angelica ønskede sig al den komfort, penge kunne skaffe
hende, og da f. eks. elektrisk lys på den tid var et æven-
tyrligt begreb i Bagsværd, ja så virkeliggjorde hun æven-
tyret og byggede sit eget elektricitetsværk. — En dag
stod „slottet“, som hun nu kaldte Aldershvile, (the castle
of Bagsværd) færdigt. Den hvidpudsede facade lyste op i
den skønne gamle park, og de blåsorte tegl glitrede i
solen. Den smukke velproportionerede bygning var en
fryd for øjet. Det var et æventyrslot at se til. Æventyrlig
var også dets indre blevet. Hun havde en medfødt sans
for skønhed og stil, og årene sammen med Goertz havde
naturligvis udviklet hendes smag. Fra palæet i London
kom en hel skibsladning med kostbart indbo og kunst
genstande. Et vogntog af store flytteomn ibusser kom fra
Københavns havn og snoede sig tungt knirkende over
Søborg bakke og ud gennem Bagsværd, en dagsrejse næ
sten. (F lytn ingen skal have kostet 18,000 kroner).5 Og
så begyndte indretningen. Hvor det passede i Angelicas
smag, blev de skønne silketapeter, der skal have stam
met helt fra Holmskiolds tid, bevaret. I andre værel
ser ophængtes kostbare gobeliner. På gulvene lå tæpper,
som hver for sig repræsenterede ganske anstændige for
muer. Det er fortalt, at det hele var et sammensurium ,