148 / 719
138
Charles Haugbøll
mand, som var mærket af døden. Han tilbragte det meste
af sin tid rundt om på verdens bedste sanatorier og kur
steder, hvorfor Angelicas opgave i lige så høj grad blev
sygeplejerskens som hustruens. Hun fulgte ham trofast
på hans rejser, der kun var et stakket forsøg på at fra
vriste døden nogle uger eller måneder. Hun støttede hans
arm på ture i Schweiz’ bjerge, hun fulgte ham til Johan-
nesburg, når han sku lle tilse sine diamantminer, hun sad
trofast ved hans leje i det londonske palæ, når feberen
rasede i hans krop, hun adspredte hans mørke tanker
med sit lyse humør. Men hverken lægekunst, penge eller
Angelicas kærlige omsorg kunne vriste byttet fra døden.
En dag udåndede Goertz med sin hånd i Angelicas og et
svagt, men lykkeligt smil på sine læber.
Da Goertz’ testamente blev åbnet, huskede Angelica
sætningen fra frieriet: „skulle hun ikke komme til at
fortryde“. Hun havde vel forstået, at han ikke ville efter
lade hende tomhændet, men at han, med undtagelse af
en sum til datteren Stella havde gjort hende til sin eneste
arving, kom som en fuldstændig, men behagelig, overra
skelse, ikke m indst på grund af formuens størrelse. At
Goertz var rig, havde hun naturligvis en forestilling om,
men hvor rig han var, havde han aldrig fortalt hende.
Hans fam ilie var forbitrede og forsøgte at få testamentet
omstødt. Men Goertz havde forudset dette, testamentet
var uangribeligt, og Angelica arvede, foruden „Manor
hou se“ og dets kostbare indbo og kunstskatte, som i sig
selv repræsenterede en kæmpeformue, en kontant sum
på syv m illioner danske kroner! Det kan vist godt siges,
at det er en begivenhed, som næsten kan få æventyrdig-
terne til at blegne.
1897 vendte hun tilbage til Danmark på luksusklasse
med tjenere og kammerpiger, som det anstod sig en vir
kelig fornem dame. — Og fornem det var Angelica fra
mælketoddykælderen i Blågårdsgade blevet. Hun lejede