144 / 719
134
Charles Haughøll
daget, og den unge elsker fik valget mellem en politian
meldelse eller gifte sig med pigen og forsvinde til Syd
afrika, uden faderlig velsignelse! For Arndt Burchardt
var det ingen straf at blive forvist. Blot han ikke skulle
opgive sin søde Angelica, var han ligeglad, hvor han blev
sendt hen. Umiddelbart inden afrejsen stod brylluppet,
og øjenvidner beretter, at Angelica var den yndigste
brud, man kunne tænke sig. Så drog parret til Sydafrika
for at grundlægge deres fremtid.
Men det ser ud til, at deres kærlighed ikke tålte om
plantning. Tilværelsen ude i det fremmede har nok været
hårdere, end den unge Arndt havde drømt om. Den hel
lige flamme sluktes hurtigt. Ægteskabet opløstes ved
dom af 7. december 1894. Arndt Burchardt døde omkring
1900.3
Men længe inden den tid havde Angelica fra mælke
toddykælderen i Blågårdsgade vakt furore som harpige
i en af Johannesburgs mondæne restaurationer.
Johannesburg var dengang en ung by. De store guld
fund i 1886 havde bragt den i søgelyset, alverdens æven-
tyrere, spekulanter og andet „godtfolk“ strømmede til.
Formuer skabtes, og formuer tabtes. I denne gyldne stad
vakte Angelicas nordiske skønhed opmærksomhed. Og
da hun tillige var sorgløs og munter af sind og ikke
svævede rundt i kysk utilnærmelighed, blev hun hurtigt
hvirvlet ind i de velhavende æventyreres overdådige
fester. Alle kappedes om den lyse piges gunst. Der var
intet mærkeligt i, at der gik sagn om denne nordiske
kvindes skønheds fortryllende charme, fordi hun også
havde et rummeligt hjerte. — Der var altså alle mulige
chancer for, at Angelica kunne have endt som glædes
pige i guldgraverbyen. — Men så standsede skæbnehjulet
og trillede lykkens appelsin i hendes skød.
Angelica var en glad sjæl, der tog let og overfladisk