142 / 719
132
Charles Haugbøll
dertrinene og hen til disken, hvor de smed de fire eller
otte øre, som henholdsvis en „rund“ og en „sp ids“ koste
de, på zinkpladen, greb et glas og skyllede indholdet
ned i en slurk, hvorefter de, formodentlig lidt mere
vågne, tum lede videre til dagens gerning.
Angelica havde meget tidlig ærgerrighed efter at blive
til noget. Hun var ikke alene flink i skolen, men hver
morgen, et par timer før hun sku lle begynde sine pligter,
stod hun op og satte sig, ved et stearinlys, til at brodere
Hedebo og Hardanger. Pengene, som disse broderier ind
bragte hende, købte hun smukke klæder for. Hun skal på
denne tid have sa g t
:2
„Når jeg bliver stor, skal jeg køre
i karet med hvide heste og bo i et s lo t!“ Det er natur
ligvis en drøm, som alle fattige børn endnu har — slottet
er jo symbolet på at have det godt! Men sådanne drøm
meprofetier bliver jo kun bemærket, når de går i op fyl
delse.
Allerede i femtenårsalderen var Angelica en fuldt ud
vik let og meget charmerende pige, rund og buttet som
tidens kvindeideal og øvede naturligvis, kvik og munter
som hun var, stor tiltrækning på mælketoddykælderens
k lientel. Pappa Brügge var sikkert ikke ked af den øgede
omsætning. Men da det viste sig, at den små Angelica
på ingen måde var uimodtagelig for mandlig hyldest,
begyndte mamma Brügge at blive lidt ængstelig for
pigens moral. Angelica lovede bod og bedring, men det
var glemt, så snart en ny tilbeder begyndte at kurtisere
hende. Da det var umuligt for plejeforældrene at holde
styr på det kåde pigebarn, satte fru van der Brügge igen
nem, at Angelica kom ud på landet, i friskere og renere
luft. — Kan man fortænke den gode værtshusholderkone
i, at hun troede den hellige grav og Angelicas dyd vel
forvaret i en jydsk præstegård?
Men skæbnens karrusel havde allerede grebet den
tyveårige!