447 / 719
Vor første nordiske ballet
437
vorde; ingen tilkommende Lagertha skulle I giøre ulyk
salig som jeg er det“, hvorpaa hun hæver lansen for at
gennembore dem. Skjoldmøerne afværger dog stødet, de
ulykkelige børn beder med opløftede hænder deres for
tvivlede mor om livet, og nu forvandles hendes lidenskab
til ømhed, hun taber lansen og „slutter de grædende
Børn til sit moderlige Bryst“. Paa ny lyder hyldestsan
gen, energisk griber hun atter lansen og sværger en dyr
ed paa, at hun vil „giennembore med dette Spyd den tro
løses Hierte og drage ham ved det knuste Hoveds blodige
Haar giennem Staden, til Rædsels-Skue for alle Troløse“.
Skjoldmøerne hindrer hende imidlertid i at løbe ind i
borgen, og scenen ender saa med, at Lagertha og hendes
følge skjuler sig i fjeldet for at iagttage, hvad der yder
ligere vil ske. En levende skildring af dette stærkt dra
matiske optrin giver August Bournonville, der i oktober
1813 som 8-aarig debuterede som den ene af Lagerthas
sønner. Han skriver om denne for ham uforglemmelige
begivenhed: „Endelig oprandt det vigtige Øieblik, da
Choret inde i Gotherkongens Borg havde jublet for Thora
som Regnars Brud, og Lagertha uden for dens Mure
havde raset over sin Ægtefælles Utroskab. En smeltende
Melodie afløste den stormende furioso, og Skjoldmøerne
førte os ind til vor stolte Moder, der vexelviis øm og
krænket trykkede os til sit Hjerte og stødte os bort fra
sig, i den Hensigt at dræbe os Begge. I Grunden havde vi
Kongesønner intet Andet at bestille end at lade os føre
frem og tilbage af Skjoldmøerne, omfavne vor Moder og
falde paa Knæ med Hænderne for Øinene, men Lampe
feberen greb mig alligevel, og Scenen løb rundt for mig
saavel som for min forbløffede Kammerat“.2S
I denne meget fængslende scene, hvor de animerede
korstrofer fra borgen er fortræffeligt udnyttede, viser
Schall, at han til fulde forstod de musikalske krav, som
Galeotti og forøvrigt alle datidens balletreformatorer