448 / 719
438
Torben Krogh
stillede. I behandlingen af de pantomimiske partier fandt
komponisterne til at begynde med deres forbillede i ope
raernes akkompagnerede recitativer, hvor de enkelte sæt
ninger, ord, udbrud og billeder blev kommenteret i en
meget fri form af orkestret, ligesom ogsaa de yndede me
lodramaer, hvor noget lignende var tilfældet, synes at
have været en ikke uvigtig inspirationskilde. Efterhaan-
den skabte dog balletkomponisterne en selvstændig stil,
der blev et lydigt redskab for de forskelligartede panto
mimiske udtryk, og dette er i saa høj grad tilfældet med
Schall.29 Netop den her omtalte scene udmærker sig ved
sin anskuelige musikalske illustration, hvor temaer og
motiver stadig veksler, saaledes at de danner en storartet
baggrund for udtrykket af de forskellige affekter, der
behersker Lagertha.
Efter at skjoldmøerne er forsvundet op i klipperne,
kommer alle festdeltagerne ud af borgen, og der følger
nu en af disse imponerende massescener, som skaffede
Galeotti en ganske særlig berømmelse. Paa dette punkt
stod han ogsaa i gæld til sine forgængere blandt reforma
torerne og maaske ikke mindst til Noverre, der i „Lettres
sur la Danse“ anker over tidligere tiders stereotype bal
letopstillinger, de stive linier og symmetriske figurer,
som efter hans mening var „uden Sandhed og Sandsyn
lighed“. Sit nærmeste forbillede fandt han i den store
billedkunst med alle dens skønne og formsikre grupper,
hvor de forskellige personer meddeler sig gennem „talen
de Attituder“.30 Allerede i slutningen af 1770erne roser
vor tidligste teaterkritiker, Rosenstand-Goiske, den frem
ragende maade, paa hvilken Galeotti udnyttede masserne
paa scenen. Han er saaledes stærkt begejstret for de ma
leriske grupper og tilføjer, at man maa „beundre den
skiønne Forvirring, den Mængde af Personer, som bringes
paa Skuepladsen, hvorved dog den ene ikke gaaer den
anden i Veien“.31 Denne karakteristik kan yderligere sup-