454 / 719
444
Torben Krogh
gen „benyttes først af de svenske Krigere af Dansen og
siden af Pagerne“.39 Vi staar her overfor en gammel rod
fæstet teatertradition, som jo gaar igen i kransedansen
i „Elverhøj“s sidste akt. Endelig afsluttes de vældige
kraftprøver med en vaabendans, udført af alle krigerne,
til en musik, der i sin mørke molltone sikkert har virket
baade vild og nordisk. Den faar iøvrigt et karakterfuldt
modstykke i en dursats, bestemt til en solo for en kriger,
der heri rigtigt har kunnet give udtryk for ukueligt mod
og heltekraft. Galeotti har utvivlsomt troet, at dette var
historisk korrekt, for vaabendansen eller sværddansen,
som den ogsaa kaldes, træffer vi hos adskillige folkeslag
helt tilbage til oldtiden. At den var velkendt i norden,
ved vi fra en interessant beskrivelse af Olaus Magnus,
ligesom dens forekomst ogsaa kan konstateres i det
17de aarhundredes danske hofballetter.40 Galeotti havde
allerede benyttet en vaabendans i „Festen i Valhal“,
hvor man netop beundrede den „mesterlige Einherie-
kamp“, og han gentog den nu med usvækket succes
i „Lagertha“. Publikum jublede over de gæve kæmper,
der slog paa skjoldene med stridssværd, og Overskou
roser da ogsaa blandt de „skjønne“ danse, som udgaar
„naturligt“ fra handlingen, ganske særlig „den baade
i Musiken og Dandsecompositionen høist originale
Vaabendands“.41 August Bournonville, som jo arvede
flere traditioner fra Galeotti, end han egentlig ville
være ved, komponerede til halletten „Waldemar“ beteg
nende nok en glimrende vaabendans, som til Frølichs
karakterfulde musik blev et af værkets højdepunkter.42
Det har hidtil været mændene, der har faaet lov til at
vise sig, og nu kommer turen til de ædle kvinder og væne
møer, som præsenterer al deres ynde i en dans, formet
som en hovedsats i moll, med en midterdel (trio) i dur,
hvilket vil sige, at der ogsaa i koreografisk henseende
har været lejlighed til at skifte karakter. Derefter følger