456 / 719
44 6
Torben Krogh
largetto-stykke, som han forlanger spillet „molto amo
roso“. Man forstaar godt, at „Synet af det elskende Pars
Henrykkelser udbreder lidenskabelig Deeltagelse blandt
samtlige de øvrige“. Der er dog en, der ikke føler glæde
ved det ømme optrin, nemlig Lagertha, som under den
smægtende pas de deux er kommet til syne med to af sine
skjoldmøer „i Baggrunden paa D. S. oppe paa en Klippe“.
Hun vil nu „fnysende af Elskovsharme“ løbe frem, men
holdes tilbage af sit følge, en virkelig høj dramatisk si
tuation, som er let at forestille sig.
Den store scene er nu forbi, alle deltagerne forlader
teatret under et kor, og betegnende nok sker det denne
gang, saa hurtigt det lader sig gøre. De virkningsfulde
defileringer, som publikum allerede eengang havde glæ
det sig over, kunne nemlig ikke gentages uden at virke
trættende. Naar endelig det glade følge er forsvundet ind
igennem borgporten, træder Lagertha frem med sine
skjoldmøer, og børnene ikke at forglemme. Pantomimisk
udtrykker hun sin forbitrelse og „fornyer den Eed, hun
har svoret, at hævne sig blodigen“. For at ingen skal
kende hende „drager hun Visiret af sin Hielm ned over
Ansigtet“ og iler med sit følge beslutsomt ind i borgen,
hvorpaa tæppet falder hastigt.
I anden akt skal selve den højtidelige vielse af Regnar
og Thora foregaa. I teksten forklares det, at „Skueplad
sen forestiller en stor gothisk Sal prydet med Trophæer“,
og i regibemærkningerne beskrives den saaledes: „The-
atret forestiller en stor gotisk Sal med løse eller tilsatte
Søiler, i Midten af Theatret staaer et Alter, hvorpaa
brænder en Ild“. Yderligere oplysninger faar vi af inven-
tariefortegnelsen fra 1823, hvor der til „Lagertha“ er op
ført et „Baggrundsdække, malet som en gothisk Vaaben-
sal“ og hertil 13 stk. kulisser, 6 soffitter samt „et lidet
practicabelt Alter“.46 Det kan tilføjes, at der ogsaa tid
ligere tales om gotiske sale, f. eks. i Baggesens „Erik Eje