111 / 322
1 0 0
bliver en Del læst. Den hedder »Naturens Lov i Aandens.
Verden« af Professor Henry Drummond. Den gaar ud paa
at paavise, at der findes slaaende Lighed mellem Lovmæs
sigheden i Naturens Verden og Forholdene i Aandens Ver
den. Ikke underligt, da baade Naturens og. Aandens Verden
er Guds Verden, hans Hænders Værk. I Aandens Verden
hersker der ikke Uorden og Tilfældighed. Gud arbejder
ude i Naturens Verden, det er os ikke en fremmed Tanke,
men han arbejder ikke alene- i Grødetiden om Foraaret og~
Høsttiden om Sommeren, men han arbejder ogsaa om Ef-
teraaret, naar Løvet falder, og om Vinteren, naar Is og Sne
dækker Jorden, og det synes, som om det hele var gaaet i
Staa. Gud
a rb ejd er h ele T iden.
Saaledes forholder det sig
ogsaa i Aandens Verden. Men er det nu ikke et Evangelium,,
et glædeligt Budskab: »Min Fader arbejder«?
Tænk engang paa en Fader og Moder, som selv lever
med Gud og"har deres Tilflugt i Gud. De har en Søn, som
er kommen langt bort, hvad enten han nu er kommen langt
bort i et vildt og daarligt L iv eller maaske ikke dette, saa
alligevel er kommen langt bort fra Gud i Selvhjulpethed
og store Tanker, fanget af Verdens Herlighed eller Verdens
Bekymringer. Forældrene vilde saa gerne hjælpe ham, og
de vidner for liam, og maaske støder de ham længere bort,
idet de mener, at det er deres Vidnesbyrd, som skal gøre
det. Eller de gør det, som er endnu bedre, de beder for ham,
saa varmt og inderligt, og alligevel nytter det tilsyneladende
intet, og de forknyttes, thi de mente, at det var deres Bøn,
som skulde gøre det. Sig til dem: Faderen, som elsker din
Søn langt højere end du, han arbejder paa din Søn. Dette
skal ikke bringe dig til at holde op at bede, men du skal i
din Bøn gaa den store Mester til Haande. Han, som arbejder
i Naturen ogsaa i Efteraarets Øde og i Vinterens Kulde,
han
arb ejd er ogsaa nu,
da du slet intet kan se og mærke til
Forandring. Vi Mennesker vilde helst i Aandens Verden
have Vaar og Sommer altid, men vi maa stole paa den Gud,
der arbejder det hele Aar.
Eller der er en, som giver sig i Lag med en stor Op
gave, som at faa rejst en Kirke, thi det er en stor Opgave,
som ikke gaar af sig selv, eller den endnu langt større
Opgave at faa samlet en Menighed, der vil lyde Gud og
prise Gud — han vil opleve Vanskeligheder, Hindringer,
Standsninger paa Vejen, det oplever man altid, naar man1
gaar i Gang med noget stort. Gaar han da med de Tanker:
Det er min Kraft assisteret af Gud, som skal fuldkomme
dette, saa kommer han til Ventetider, og det bliver let fo r
knytte Tider, som faar ham til at lade Hænderne synke med
et Suk: hvad kan det nytte? Men har han hørt det store i