112 / 322
1 0 1
»Min Fader arbejder,« saa forknyttes han ikke, thi min F a
der arbejder ogsaa gennem Ventetiderne, han er aldrig
uvirksom, og han trættes ikke og lader ikke sin Gerning-
ufuldf ørt, har altid sit Maal for Øje, og han arbejder indtil
nu. Og saa lader han os til Opmuntring se Vaar og lyse-
Dage, saadan som nu denne Menighed, som har hjemme-
her i denne Kirke, ser Vaar og en lys Dag paa denne Dag,,
da I indvier denne nye, smukke Kirke.
For Jesus var det Ord: »Min Fader arbejder indtil nu«
aabenbart en Kilde til Frimodighed og Kraft. Og Grunden
var jo den, at han var helt indenfor Faderens Villie. Det
havde han været fra Barnsben af. Det første Ord, vi hører
af ham, er fra ham som 12aarig i Templet, da han siger
til sin Moder: »Vidste I ikke, at jeg bør være i det, som er
min Faders.« Og da hans Disciple kommer til ham, som
sad i Samtale med en forhutlet Kone, den samaritanske
Kvinde, siger han til dem: »Det er min Mad, at jeg gør
hans Villie, som mig udsendte,« og da han strider i Geth-
semane og den forfærdelige Korsdød staar ham tor Øje,,
da beder han: »Lad denne Kalk gaa fra mig,« men han kan
ikke tænke sig et Øjeblik en Befrielse uden om Faderens.
Villie. »Ske ikke min, men din Villie,« bad han. Derfor sam
ler han ogsaa her i det oplæste Ord sit L iv i dette: Sønnen
kan slet intet gøre, uden hvad han ser Faderen gøre, d. v. s.
Faderens Villie er det
L ivselem en t,
hvori han kan leve og
røre sig, han kan slet ikke tænke sig at være udenfor, det
er ikke hans Bundethed at være i Faderens Villie, men
hans Frihed, i denne Villie er han hjemme. Vi har Magt til
at gøre andet end Faderens Villie, men saa sætter vi voi
Frihed til og bliver Trælle, saavist som den, der lever i
Synd og Selviskhed, bliver Syndens Træl.
Men for Jesus er det at leve i Faderens Villie ikke noget
stillesiddende. Han siger: Min Fader arbejder, og
jeg ar
bejder.
Som hele hans Liv var i Faderens Villie, var hele
hans L iv i Arbejde og Virksomhed.
Skal det da blive et Glædesbud og et Befrielsesbud for
os, at Faderen arbejder indtil nu, saa sker det derved, at vi
kommer i det rette Forhold til Faderens Villie, lever i den,
har vort Arbejde i den. Saa kan ogsaa den lille og svage
faa Del i Glæden, thi han er da paa den rigtige Side, der
hvor han, som har al Magt, arbejder. Saa er det ikke en
fremmed, der mægtig arbejder, men det er Faderen, og det
er den største Herlighed for Barnet at arbejde med Fadei,.
under Faders Øjne.
Og nu staar vi i Dag ved Begyndelsen til et nyt Kirke-
aar. Og en og anden vil maaske sige og tænke: Ja, det er
jo Gentagelser, altid det samme. Og det er rigtigt, at en Ma
skines Stempelslag, som stadig gentager sig, de bliver træt-