36 / 322
33
hannes Kirkens første Sognepræsts
Rudolf Frimodts
nidkære og
varmhjertede Initiativ.
Frimodt
var jo bleven Præst i 1861 ved den nyopførte St. Jo
hannes Kirke, og han var snart klar over, at der maatte tages fat
paa at faa det store Kæmpesogn delt. I sin Bog om Frimodt for
tæller
H. Stein
(S. 76), at „Forholdene ved St. Johanneskirken
var saaledes, at der i 10 Maaneder af Aaret 1873 havde været i
Gennemsnit 40 Børn til Daab hver Søndag, 6— 7 Brudevielser og
15
_16 Jordfæstelser, og Tallet paa de ministerielle Forretninger
ved St. Johanneskirken var i 1871 1,878; men i 1875 var det
vokset til 3,531“ !
Saa man forstaar nok, at Frimodt indsaa Nødvendigheden af,
at der snarest blev opført en ny Kirke i „Lygtevejskvarteret med
tilstødende Utterslevmark“ . Og da han havde faaet „Tiggeriets
Naadegave“ , som han selv siger, og nu med hele sin Ildsjæl ka
stede sig ind i Arbe;det, varede det ikke længe, før der kunde
skrides til Handling, „Komitéen havde bedt om 60,000 Kroner til
Kirkens Opførelse — det var den Gang! — , og der indkom ude
lukkende ved private Bidrag 66,000 Kr. til Kirken, 12,000 Kr.
til en Præstebolig, og 20,000 Kr. til et Lønningslegat, hvoraf
Præsten nyder Renten,“ — det var ogsaa den Gang!
„Frimodts kjære Ven og Medarbejder fra Indre Mission
Ru-
d o lfv o lf,
den Gang Kapellan i Farum, modtog Frimodts Opfor
dring til at blive St. Stefanskirkens første Præst. Den 30. De
cember 1874, faa Dage efter Kirkens Indvielse (den blev indviet
paa St. Stefans Dag den 26. Decbr.), skriver Frimodt til Vennen
Lorenzen i Sorø: „Det var en Højtidsdag at staa ved Enden af en
Sag, som er grebet og fuldendt i Tro til Ham, som er fattige Syn
deres bedste Ven, baade timelig og aandelig,
og saa staa ved
Enden saaledes, som vi have tænkt os det, trods alle spodske
Bemærkninger og overlegen Latter.“
Og den 23. Juni 1878 indviedes saa St. Jakobskirken paa
Østerbro med P.
Krag
som første Sognepræst.
Alt dette blev nu saa forunderligt levende for én, naar man
sad derude i St. Stefans Kirke.
Forlængst er de to andre Herrens Tjenere gaaede hjem til den
Hvile, der er tilbage for Guds Folk,
Rudolf Frimodt
i 1879 og
Peter Krag
i 1912; men endnu bestandig lyste
Rudolf Volfs
søl
verhvide Isse iblandt os, indtil nu omsider ogsaa han, næsten 88
Aar gi., bøjede sit Hoved i Dødens milde Søvn.
Og hvor levende blev nu det hele ikke for os hin Dag ude i
St. Stefans Kirken, da dens første Sognepræsts Kiste stod foran
Opgangen til Koret.
Her talte først Holmens Provst, Dr. theol.
H. M. Fenger.
Forunderlig levende og livskraftig stod denne gamle Præst her og
mindedes med hjertelig Bevægelse hin Dag for 48 Aar siden, da