KøbenhavnsKirkesag

han netop paa samme Plet fik Hlaandslag og Broderindvielse til

sin første Præstegerning som St. Stefans Kirkens Kateket af Ru

dolf Volf. Hvor levende tegnede han ikke Billedet for os af hine

hans første Præsteaar i Samarbejde med den ild fulde, virksomme

Volf, der forenede det varmeste Hjerte for Smaafolks Nød med

videnskabelige Sysler. Volf var jo et stort Stykke af en Viden

skabsmand og vandt sig ogsaa den teologiske Doktorgrad.

En Præst, der ogsaa var med ved Jordefærden, fortalte, hvor

dan Volf kunde dele ud af sit eget Tøj til Fattigfolk, ja kunde

trække Overfrakken af sig og give den til en, der frøs.

Og Billedet, som Provst

Fenger

tegnede, blev paa udmærket

Maade suppleret af Stiftsprovst Volfs Søn, Pastor

Jacob Volf,

der

særlig fremdrog Minderne fra Præstehjemmet, den lille Præste

bolig bag ved Kirken, der nu er klemt inde af høje Kaserner;

men som for dem bestandig var hellig Jord. Her kunde Volf søge

Hvile, naar han kom hjem fra sine mangfoldige Husbesøg, og

Hvilen bestod i, at han samlede sine Børn om sig i sit Værelse

for at skaane sin svagelige Hustru, og dér kunde han da dels lege

som et Barn med dem, dels staa med et Barn paa Armen ved sin

Pult og forfriske sin Sjæl ved at læse i sin hebraiske Bibel, me

dens de andre Smaagutter legede ved hans Fødder.

Med hvilken Glæde fulgte ikke Rudolf Volf Kaldet fra Rudolf

Frimodt, og da Kaldet kom til dem, medens de endnu var Præste

folk i Farum, og deres ældste Søn just paa den Tid blev født der

ude, var det en Selvfølge, at Drengen blev kaldt op efter den nye

Kirke og kom til at bære Navnet Stefan, — han, som saa ung

døde som Israelsmissionær i Galizien; men for hvis udmærkede

Hustru og deres Børneflok den gamle Stiftsprovst blev en saa op

ofrende og kærlig Bedstefader. Saa stærkt prægede Stiftsprovst

Volfs dybe, fromme Præsteliv sig i Børnenes Sind, at det faldt

hans Sønner ganske naturligt at vælge Præstegerningen alle tre,

og selv gav han dem den første Indvielse i Teologien og i det for

ham saa kære hebraiske Sprog, ligesom han alle Dage var en tro

fast Ven af Israelsmissionen.

Efter 25 Aars trofast, opslidende Arbejde ved den uforglem

melige St. Stefans Kirke søgte han ud til roligere Forhold i Store-

hedinge; men sine sidste Aar tilbragte han her i Hovedstaden,

efter at han i 1922 havde taget sin Afsked. Og her havde han den

Glæde i 1924 at kunne være med til at fejre St. Stefans Kirkens

50-Aars Fest, ved hvilken Lejlighed han og Provst

Fenger

igen

prædikede Side om Side som i Kirkens første Dage.

Til sidst var han saa træt og længtes hjem til Guds Børns

Sabbatshvile, og uden nogen egentlig Sygdomstid kom Døden

mildt og stille til ham den 19. April 1926. Hans Ungdomsven og

Medarbejder, Provst

Fenger,

var hos ham og gav ham paa Døds

lejet den hellige Nadvere, Guds Børns Rejsemaaltid.

Og nu blev han stedet til Hvile fra sin elskede Kirke. Efter