KøbenhavnsKirkesag

at Sagen mere vinder Magt ovér os — baade selve det ydre

Arbejde for Kirkesagens Gennemførelse og ikke mindre

Kirkesagens store Maal, Guds Riges Sejr i København, som

dette Arbejde skal tjene. Derfor er det ogsaa med megen

Tak, at vi finder, at disse Møder betegner en Stigning, ikke

blot fordi Deltagelsen har været voksende Ira Aar til Aar

vi havde denne Gang maaske over Hundrede Gæster

men i aandelig Kraft.

irQi;r,

Baggrunden for Mødet i Aar var de særlige Vanskelig

heder vi i Øjeblikket har at kæmpe med. Baade de Vanske

ligheder, som skyldes Ministeriets ændrede Stilling ti K ir

kes agen — hvilket Spørgsmaal jo vil komme til Behand

ling "paa Kirkefondets forestaaende Bestyrelsesmøde — og

Vanskelighederne fra det økonomiske Tryk, forstærket ved

Mund- og Klovsygen, som ofte har hindret Møder og ovei-

hovedet stærkt sinket Arbejdets Optagelse paa mange Steder.

Men vi synes, vi ser Guds Haand ogsaa heri; Arbejdet

blev taget op i rette Tid, inden Tiderne endnu var blevet

saa vanskelige. Og bevirker disse end, at enkelte tegnede Bi

drag bliver borte, betyder dette kun lidt i Sammenligning

med at Byggepriserne daler. Dertil kommer, at der ei spæi-

ret for Tilflytning til København, saa det bliver lettere tor

Kirkesagen at komme paa Højde med Belolkningstallet.

Det er den gamle Historie, at Vanskelighederne maa tjene

Guds Sag. Og skulde det ske, at hele Kirkesagen virkeligt

skal komme ind i Vanskeligheder, som er større end de øko

nomiske, saa tror vi, at ogsaa de skal komme til at tjene

og ikke hindre.

Der var tre Ting, synes jeg, som gav Mødet i Aar dets

afgørende Præg. Først var der en klar og stærk Forstaaelse

af, at om Kirkefondet ikke stod fast overfor Ministeriets

Krav til det om at opgive sine Kirker, saa vilde

H jæ lpeind -

scimlingen væ re fæ rd ig;

thi Forudsætningen for dens Arbejde

er, at Kirkerne er Menighedens og ikke Statens — men og

saa fuld Redebonhed til at støtte Kirkefondet overfor disse

Krav.

Dernæst viste der sig en

stæ rk V ilje til ik k e at slippe b a 

gen, fø r Maalet var naaet,

saa de tyve Kirker virke

lig blev rejst. Det kom stærkest irem, da den sidste

Forhandling sluttede med, at Forsamlingen rejste sig

som Tilslutning til Provst

N yh olm s

Ord: »Jeg foreslaar, at

vi som en Beslutning og en Vilje hos os siger til dem: vi vil

gerne, om Gud vil give os Naade til det, blive ved at staa

Idagved, indtil Sagen er ført helt igennem.« Det følte vi som

et Løfte fra de mange, som har faaet denne Sag kær.

Og endelig — og det blev fremfor noget dette Mødes

Særpræg _ gik der

en stæ rk Strømning ind efter m od Sa

gens Kæ rne,

gennem Arbejdet med og for de ydre Ting til