Laniterkvarteret

om at ernære en Familie; dog turde jeg endnu ikke tænke paa at

adressere mig til Nogen, saalænge anden Prioritet i mit Hus ej

var betalt. Men hvor godt det end gik mig, begyndte jeg dog at

savne Noget. Naar jeg ikke var i Selskab, blev jeg hypokondrisk

og surseende, min Broder, som mærkede det, gjorde sig Umage

for at hæmme det; de fleste Aftener var han ude, men naar han

var hjemme, spillede han gjerne Skak med mig, og saa bad han

oftere Venner til sig paa en Ret varm M a d .----------- Min Broder

mindede mig om, at jeg burde opsøge mig en Kone. — — —

Skærtorsdag 1777 gik jeg over Gaden til min Gjenbo Arkivarius

Horn i Rentekammeret og sagde ham, hvem jeg var. Han kjendte

mig ikke, men jeg fortalte ham, at mine Omstændigheder vare

saaledes, at jeg kunde forsørge en Kone, hvilken jeg nu ønskede

mig, men helst fra hans Hus. Dette fandt Manden ganske for

underligt og forsikrede mig, at han dertil maatte give mig et be

stemt Nej, da han stedse havde været bange for Handelsstanden,

og da han kun havde den eneste Datter, var han saa meget mere

forpligtet til at se paa hendes Vel, — skulde der ellers være no

gen Ting han kunde tjene mig i, vilde han med Fornøjelse gjøre

d e t .------------- Næste Aften, ved den Tid, jeg plejede at komme

hjem, traf jeg hende alene og beklagede mig over, at mit Ærinde

til hendes Fader havde faaet saa slemt et Udfald, men hun var

af den Formening, at jeg skulde komme en Gang endnu; hun

vilde imidlertid lægge sin Skilling i Lauget. Hendes Fader, sagde

hun, var hjemme anden Paaskedag under Aftensang. Jeg adlød

hendes Ord, og Kl.

slet kom jeg; den skjælmske Tøs luk

kede mig selv op og lo mig ud, fordi jeg var noget forknyt, imid

lertid skød jeg Hjertet op i Livet, gik ind og fik baade Papa og

Mama i Tale. Efter vel udrettet Ærinde, til hvilket jeg føjede en

Bøn, om mit Bryllup maatte ske til førstkommende Michaéli,

sagde Manden: »Ja, De har en dygtig Talsmand i Fie. Hendes