63 / 185
Moder med mig var ikke for at det skulde ske, men hun ønsker
det, og altsaa vil vi ikke være derimod.« Hun blev indkaldt, og
Forældrene ønskede os til Lykke. Glæden viste sig i vore Øjne,
men da de kjære Gamle med begge deres Børn skulde i Visitter,
tog jeg Farvel med dem og lod mig nøje med, at min Kjæreste
fulgte mig ned til Gadedøren. — Dagen efter besøgte jeg min
Kjæreste og hendes Forældre og spiste et Smørrebrød til Aften.
Derefter aftalte jeg med hende, at jeg hver Søgne-Aften vilde
besøge hende paa hendes Kammer, efter at jeg havde spist til
Aften hjemme.« Nu skildrer Friborg meget indgaaende sit Bryl
lup, fortæller hvad de fik at spise, og hvorledes de var klædt paa,
og saa begynder han igen at brede sig angaaende sin Handel her
i Hjømehuset. Branden 1795 berørte ikke Friborg direkte, men
han flyttede dog ud af sit Hjem, fordi det var truet af Ilden. Ef-
terhaanden blev han en betroet Mand i Stadens Tjeneste, han blev
Officer i Borgerskabet, Kirkeværge og Kommitteret i Brandkas
sen, fik en høj Stilling ved Fattigvæsnet og blev Oldermand for
sit Laug. Endelig kommer Friborg i sin Levnedsbeskrivelse til
en Periode, han kalder den skrækkeligste i sit Liv, Bombarde
mentet 1807. Hans Hus bliver ramt af Bomber, ja, hele Kvarteret
bliver skrækkelig ramponeret. Friborg mistede alt, hvad han eje
de, men han tog fat paany med vældig Energi, lod sit Hus bygge
op og fik sin Handel bragt paa Fode og en særlig Indtægt redde
de han sig ved at samle store Masser af smeltet Kobber paa Vor
Frue Kirkes Brandtomt. Dette er kun smaa tilfældige Uddrag af
Jens Friborgs Levnedsskildring, der i sin Vidtløftighed indehol
der mangfoldige Smaatræk, der belyser Forholdene i det gamle
København. Den brave københavnske Borger, hvis Ord her er
citeret, døde 91 Aar gammel den 22. Januar 1838. Der havde end
nu været mangfoldige Træk, som kunde være føjet til Hjørne
ejendommens Historie, men det vilde være Synd at hakke det
63