142 / 651
118
Betydningen af Stadens Privilegier.
bedste og fornemste Borgere her i Staden, hvilke, tilligemed
Præsidenten, Borgemestre og R aad, Stadens og Menighedens
Bedste saavelsom dens Indtægt og Udgift efter Tidernes Beskaf
fenhed kunde overveje, og derom handle og slutte.
Den, der nu efter disse prunkende Ord vilde tro, at Køben
havn var en Slags „rigsumiddelbar“ S tad , der kunde gøre og
lade, hvad den vilde, raade sig selv og styre sig selv, vilde tage
meget fejl. At Benævnelsen fri Rigens Stand ingen Betydning
fik, laa i, at der ingen Brug var for Stænder under det absolute
Regimente. Men der ^ar heller ingen Brug for Selvstyre. Hvad
der reelt havde den største Betydning, men som Staden intet
skriftligt Privilegium behøvede paa, var, at den var en kongelig
Residens. Virkningen heraf med Hensyn til Befolkningens Sam
mensætning og Stadens sociale Forhold have vi alt omtalt.
Hvad der fik Betydning, var, at den var R igets H ovedstad, og
at Rigets Finans- og Handelspolitik først og fremmest krævede
Centralisation, saa at København blev det Midtpunkt, hvorfra
og hvorhen Alt radierede.
Men hvad der ikke blev gjort for
København af Statshensyn, det gjordes ikke for Stadens egen
Skyld.
I og for sig var dette jo saare fornuftigt, men deraf
følger ogsaa, at Privilegierne som saadanne ikke fik megen reel
Betydning x).
— Ved forrige Aarhundredes Slutning styredes København
af en Overpræsident, to Borgemestre, to Viceborgemestre, 6 Raad-
mænd og 6 Viceraadmænd. De sidste sex vare u lønnede, alle
de øvrige Medlemmer af Magistraten vare lønnede. Fra 1806
af indskrænkedes imidlertid Tallet t il: Overpræsidenten, 2 Borge
mestre og 6 Raadmænd.
Viceraadmandsposterne ophævedes,
fordi det havde vist sig, at disse Poster søgtes af Folk som
Expeetanceposter til Raadmandspladserne, men da de vare
ulønnede, bleve de ikke passede af deres Indehavere, der tvært
imod varetoge deres private Forretninger — hvad der ogsaa
var nødvendigt for dem for at leve.
Blev der saa en Raad-
') Af og til har Enevælden dog givet Københavnerne Begunstigelser for
at indynde sig hos dem. Jfr. D a a e . Det gamle Christiania. Anden
Udgave. Pg. 68.