96 / 651
72
Dansk og liamborgsk Fallitlov.
enkelte endog Grundskade.
Det gik som saa tidt i Krisetider,
at endel af dem, der red Stormen af, bleve saa stærkt svæk
kede, at de saa at sige fik en indre Skade og reves overende
ved næste Stormløb.
Heri og i Seddelinddragelsens Stands
ning, Speciesbankens Lammelse og de dermed i Forbindelse
staaende Regeringsforanstaltninger laa for Danmark de alvorlige
Følger af Krisen 1799.
Med Hamborg havde København efter Krisen langvarige
Stridigheder, dels paa Grund af den Valuta, de Danske sendte
deres Rimesser i — og som var til Hamborgernes Utilfredshed
— dels paa Grund af den Maade, de fallerede hamborgske Huse
afviklede paa.
Den paa hin Tid gældende danske Fallitlov gav Skyldneren
Adgang til at ende en Konkurs med Akkord, forsaavidt han
kunde bevæge s am t lig e Kreditorer til at gaa ind derpaa.
Anderledes i Flamborg.
I Skrivelse til Kongen fra Grosserer
societetetx) gør man opmærksom paa, at i Hamborg, „hvor
medens den nærværende langvarige Krig den meste Handel har
koncentreret sig og derved saa at sige gjort dette til et eneste
Betalingssted for alle udenlandske Handelsforretninger“ , findes
den Ordning, at naar to Tredjedele af Kreditorerne eller tre
Fjerdedele af Massen have tiltraadt en foreslaaet Akkord, maa
de øvrige Kreditorer ligeledes samtykke heri. Societetet udvikler
nu, at Følgen af den forskellige Ordning i de to Byer har været
den — hvad der navnlig har faaet praktisk Betydning i de
nærmest foregaaende Aar (1799— 1800) — , at de hamborgske
Kreditorer i et Bo arrangerede sig paa den for dem mest ind
bringende Maade, uden at de behøvede at tage det mindste Hensyn
til Udlændingene, naar disse udgjorde mindre end en Tredjedel
af Kreditorerne. Derimod kunde overfor en københavnsk Fallit
en eneste Udlænding — „og det er Tilfældet flere Gange“ —
„kuldkaste en af samtlige øvrige Kreditorer vedtagen Forening,
og derved som det synes gøre et større Indgreb i Ejendoms
retten, end der hvor den Enkeltes Vilje er underkastet de fleres.“
Da dette Forhold, efter Societetets Udsagn, havde haft meget
9 Skr. af 3. Februar 1801. Grosserersoc. Kopibog.