11 / 180
hans Anseelse dog næppe været stor. Den »berømte« Kunstner
er et Begreb, der først skabes af Renaissancen og de pragt
elskende Hofter, der kom frem i det 16. Aarhundrede.
I Middelalderen er Maleren Kunstner og Haandværker i
en Person. Kan han ikke faa den ene Slags Arbejde, nøjes
han med den anden.
Det var først efter at Oliefarven i Løbet af det 15. Aar
hundrede blev tagen i almindelig Brug, at Omraadet tor
Malerens Gærning udvidedes. Oliefarverne fandt da ikke blot
Anvendelse til Billeder, men ogsaa til »Strygning« af Paneler,
Lofter og Døre. Derved vandt den mere haandværksmæssige
Udøvelse af Malergærningen . større Udbredelse og kunde
give Arbejde til flere Personer. Især i de rige Byer, hvor
den herskende Stand, de velhavende Købmænd, holdt af at
følge med Moden, blev der stærk Brug for Malere, saa stærk,
at man nu ser dem sætte fast Bo og danne Lav. I Be
gyndelsen af det 15. Aarhundrede finder vi Malerlav i Hanse-
stæderne, og sidst i det 15. Aarhundrede have Malerne sam
men med Glarmestrene, Guldsmedene og Snedkerne stiftet et
Lav i Flensborg1).
1490 slutter dette Lav Overenskomst med Graabrødrene
i Flensborg om Vigilie- og Messetjeneste2).
Dets Skytspatroner var St. Lucas3) og St. Loye, deraf
’ ) Forbindelsen med G iarm estre er i det Hele m eget alm indelig i M iddel
alderen og træffes næsten i alle tyske Byer.
2) C . N yro p : Sam ling a f D anm arks Lavsskraaer fra M iddelalderen II, 199.
3) N aar Malerne sæ rlig slutte sig til Lucas er det fordi m an troede, han
havde været Maler. D ette er dog urigtigt. Som det frem gaar a f
A postlenes Gæ rninger var han Læ ge.
— 4 —