![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0019.jpg)
— 12 —
til Kunstnere, og denne Sondring mellem Kunst og Haand-
værk, begyndt i det 16., fuldendes lidt efter lidt i Løbet af
det 17. Aarhundrede, hvorved det dog ikke bør glemmes, at
Kunstmalerne stadig udgik fra Malerhaandværkernes Rækker
og fik deres første Uddannelse hos dem.
I social Henseende har Adskillelsen mellem Kunst og
Haandværk sikkert endnu ikke haft væsentlig Betydning. De
faa Kunstmalere, der skilte deres Interesser fra Haandværkets
og dyrkede den frie Kunst, var yderst faa, alene af den Grund,
at det saa at sige kun var Fyrstehofterne, der kunde byde
dem Arbejde og Underhold.
Økonomisk set betyder Dannelsen og Væksten af en
Malerhaandværkerklasse derimod det, at Haandværkets Dyr
kere har slaaet Rod i Samfundet. Malerhaandværket er fra
en Luxusbestilling bleven til et
borgerligt Erhverv
, som alle maa
bruge. Maleren behøver ikke længer at drage fra Sted til
Sted for at tilbyde sin Arbejdskraft. Han kan nedsætte sig
som
fast
bosiddende Haandværker, og det er Kundernes Tur
at komme til ham.
Selvfølgelig kunde dette kun ske i nogenlunde velbe
folkede og nogenlunde velhavende Byer. For Danmarks Ved
kommende blev der af denne Grund for lange Tider kun
Tale om en By, nemlig Hovedstaden: Kjøbenhavn1).
Fra Begyndelsen af det 17. Aarhundrede ser vi imidlertid
ogsaa her fremstaa en ret talrig Malerklasse. Det kunde ikke
*) Først i det 18. A arhundrede fik O dense og A alborg M alerlav. D isse
B yer samm en med K jøbenhavn er de eneste, der opnaaede at faa
Haandværket organiseret.