»som i den nedrige og jevne Grund letteligen kunde naaes,
og vare midt i forrige Seculo 500 private foruden 12 of
fentlige«. Og saa var Forholdet i Virkeligheden dette,
at i Pontoppidans egen Tid var der endnu paa det nær
meste 500 private Brønde med g o d t Drikkevand. Lige
ledes tager Pontoppidan fejl, naar han skriver, at Grun
den i Almindelighed var nedrig og jevn, thi, som det
senere vil ses, maatte der mange Steder graves dybt efter
Vand. Nyerup1) skriver: »Desuden var der i gamle Dage
adskillige Brønde i Byen, som siden tildels ved ikke at
bruges ere forfaldne og fordærvede.«
Carl Bruun2) siger om Tiden omkring 1760, at man
klagede over det udefra kommende Vand, men »Vandet
i Byens Brønde, hvoraf der var over 500, var i Reglen
ikke bedre«. O. Nielsen3) omtaler nærmest kun det ind
ledede Vand.
Man skulde dog mene, at Tanken om en Belejring
af Byen i det 17. og 18. Aarhundrede maatte føre man
gen en af Indbyggerne til det nærliggende Spørgsmaal:
Hvor skal Byen faa Drikkevand fra? Fjenden vilde
strax lukke af for Vandet fra Damhussø, Emdrupsø o. 1.,
og Sortedamssø og Peblingesø kunde Fjenden lettelig
tømme, enten gennem det gamle Afløb til Øresund eller
ved Gennemstikning af Dæmningen mellem Peblingesø
og St. Jørgenssø, hvis Niveauforskel i det 18. Aarhun
drede var
8
Fod. Sidstnævnte Sø kunde vel ikke helt
tømmes ud, da dens Bund laa meget lavt, men dens Vand
var b rak t dengang og ikke brugelig til Drikkevand.
Det var Overvejelser af denne Art, der 1769 bragte
Guvernøren i Kjøbenhavn, Generalløjtnant Ahlefeldt4),
’) Beskrivelse over Kjøbenhavn. (Kbh. J800). S. 105 f., 48111'.
2) Kjøbenhavn III. S. 201.
3) Kjøbenhavns Hist. og Beskr. VI S. 377 f.
4) Conrad Vilhelm Greve Ahlefeldt. 1708—1791, Overkrigssekre
tær m. m.
Lidt
om
Kjøbenhavns Brønde
i
ældre
Tid
267




