27 / 83
2 0
1 3
.
Thom as F in k e , født 6. Jan u a r 1561, død 24. April 1656, Dr.
med., Professor i København, gift 30. Augu st 1590 ined Sø ste r
Iv e rsd a tte r af frisisk Slæ gt, født 1570, død 25. Maj 1614.
Han omtales i Ingerslev: Danmarks Læ g e r I., 261, og i B iogra
fisk Leksikon og flere andre Værker.
Han var født i Flensborg, Søn af R aad sherre Ja c o b Finke
den Yngre og Anna Thorschmeden (Nr. 14) og Sønnesøn af R aad s
herre i Flensborg, Jacob Finke den Æ ldre (Nr. 14). Han blev hjul
pen frem af Kansler Niels K a a s og den lærde Henrik Rantzau og
dyrkede især Matematiken, men kastede sig senere over Lægeviden
skaben. Efter forskellige Udenlandsrejser blev han Professor ved
Københavns Universitet, først i Matematik, senere i Lægevidenskab
og forbandt hermed en Mængde andre Hverv og en betydelig privat
Praksis som Læge. Han var 5 Gange Un iversitetets R ektor og var
dettes Censor i 42 Aar til han døde 96 Aar gi. og blev begravet i
et Kapel ved Frue Kirke. I 1597 blev det ham overd raget at under
søge Tyge Brahes Forhold.
Han nød megen Agtelse og var en rig Mand, der oprettede
flere Legater. Hans Bomærke var en gul Bogfinke.
Af hans 9 Børn blev 5 voksne. Ja co b Finke blev Professor,
Anna blev gift med Professor, Dr. med. C asper Bartholin den Ældre
(Nr. 4), Margrethe med Dr. med. Jø rgen Fuiren, Dorthea med Pro
fessor, Dr. med. Ole Worm, Drude med P ro fesso r teol. H an s R as
mussen Brochmand (Nr. 11).
Gennem disse Børn blev Thomas Finke S tam fad e r til en anset
og talrig Efterslægt af Professorer og andre lærde Mænd.
I et Skrift „Bartholinerne og Kredsen om dem “ , som Professor,
Dr. med. Julius Petersen har udgivet 1898, hedder det Side 3 :
„Ogsaa den navnlig af sit tvetydige Forhold til T yge Brahe bekendte Thomas
Finke, der i Slutningen af 16. Aarhundrede fungerede som ledende Medicus primus
og Decanus perpetuus i det medicinske Fakultet, var en sæ rdeles kundskabsrig
og ved Udlandets ypperste Universiteter uddannet Mand. Var end Matematikken
aabenbart hans Hjerte nærmest, og gav han end overhovedet intet Bevis paa
egentlig fremragende videnskabelige Evner, saa virkede han dog med Interesse
for de Fag, han repræsenterede, og ogsaa for selve Læ gevidenskaben; et Vidnes
byrd om denne hans Interesse er blandt andet, at han, der havde erhvervet sig
betydelig Formue i sin indbringende akademiske Stilling og ved Lægepraksis,
baade i levende Live og i sit Testamente legerede Kapitaler til videnskabelige
Formaals Fremme. For Efterverdenen staar Finke først og fremmest som den brave
pater familias, som den, der gennem et langt Tidsrum var det samlende Midt
punkt for det akademisk lægevidenskabelige Liv, forsaavidt som det udfoldes af
hans egen Slægt. Og det blev netop hans Slægt, der grundede den Periode i
dansk Lægevidenskab, som med Grund tør kaldes dens fornemste Glansperiode“.