57 / 274
46
at straale for vore Øjne som den skinnende Guldlysestage
(Zach.
4
,
2
).
Ham var det, der fik det til at lyde langt ud over den
danske Menighed: »Er det Tid for eder til at bo i eders
panelede Huse, mens Herrens Hus ligger øde?« (Haggai
1
,
4
)
og som »vakte Aanden« i Guds Folk, saa »de kom og
gjorde Arbejdet paa Herrens Hus« (Hagg. l,u).
Ham var det, der ogsaa i denne Sag viste, at han havde
»Vej alle Steder«, som styrkede sine svage Disciples Tro
ved Ordet: »Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels
Ansigt? Bliv til en Slette!« og som lod os opleve, at det
skete (Zach.
4
,
7
).
Ham alene tilkommer al Æ ren og Takken, men »os
vort Ansigts Blusel«.
Ham alene har vi at se hen til, naar vi mærker, hvor
langt der endnu er igen, før Kirkesagens store Maal virke
lig kan siges at være naaet; thi kun Herren kan opfylde
Forjættelsen (Zach.
4
,
7
):
»Og han skal føre Slutstenen frem
under Fryderaabet: Naade, Naade være over den!«