53 / 274
42
hederne ved dets Kirker, gav Bevis for, at de var vokset
til Mands Modenhed, ved forskellige Steder i Byen at af
løse de første smaa midlertidige Kirker med smukke, til
dels helt anseelige Stenkirker. Saaledes først Nazaret
Menighed, hvis nye Kirke indviedes 1904, derefter Elias-
kirken 1907, Esaiaskirken 1912 og Simeonskirken 1914.
Ja, nu, under Jubilæumsforberedelserne har Kirkefondet
haft den »Moderglæde« at erfare, at tiere af »Døtrene« var
blevet »store« nok til endog at hjælpe deres m indre »Sø
stre« (Eliaskirkens store Gave til den nye Gethsemanekirke
og andre Menigheders Gaver til Arbejdet for nye Sogne).
Paa den anden Side fik Kirkefondet med dyb Smerte
at føle, at Aarene gik, da flere af dets hedste Mænd kaldtes
bort. I Bestyrelsens store Kreds er det tyndet stærkt ud,
og en Række af den danske Kirkes ledende Mænd, der med
Glæde var med ved Kirkefondets Stiftelse, er ikke mere i
den stridende Kirke hernede (se S. 221 f.). Dybest og tungest
føltes Tabet af
F
r iis
H
a n s e n
,
da denne brat kaldtes herfra
d. 5. Aug. 1905, endnu ikke 50 Aar gammel. Yed hans
Baare mærkede man den levende Sorg, der føltes trindt
om i Landet over det efter menneskelig Tanke uerstatte
lige Tab. Den 25. Sept. 1909 hikkede Kirkefondets første
Formand Biskop
R
ø r d am
sine Øjne; hans Bispegerning er
uadskillelig sammenvokset med Kirkefondets Stiftelse og
første store Sejre. Den 7. Juni 1911 led Kirkesagen endnu
et Tab af den Art, som vanskeligst forvindes, idet
J
o h a n
Y.
A
d o l p h
gik bort efter et kort Sygeleje. Hans varme Hjerte,
hans Naadegave i Bønnen, og hans klare sikre Dømme
kraft under det store Pengeansvar gav i alle tvivlsomme
Sager hans Dom og Raad den allerstørste Vægt.
Dog har Herren sørget godt for os. Om Kirkefondets
næste Formand, Biskop P.
M
a d s e n
,
der ogsaa har nedlagt
sin Hyrdestav, og vor nuværende Formand, der selv er et
af »Kirkesagens egne Børn«, er talt andetsteds (S. 92). I
A
d o l p h s
Sted ha r Fabrikan t F.
B
o c k
,
der alt længe havde