50 / 274
39
V. KIRKEFONDETS SENERE VIRKSOMHED.
Efter Afslutningen af den sidstnævnte Kamp har Kirke
fondets Arbejde kunnet udvikle sig i større Ro. De nye
Tanker har i det væsentlige tilkæmpet sig deres Plads og
skal nu — anerkendte og indorganiserede i Kirkens Liv —
godtgøre deres Værdi ved den Maade, hvorpaa de fylder
denne Plads.
E r Gennembruddets Gæring og Strid da til Ende, føles
det ogsaa paa anden Maade, at
Kirkesagen bliver ældre.
Det føltes maaske først ved Optagelsen af Feltraabet
»Kirkesagens foreløbige Afslutning«,
et Ord, der var stærkt
fremme i Aarene 1904—8, fordi Kirkesagen ved Guds
Naade da var naaet saa vidt i at indhente Fortidens For
sømmelser, at de to Trediedele af Arbejdet kunde antages
for udført. Og saa kunde man vel gaa ud fra, at Haabet
om snart at naa helt frem, vilde virke ansporende for
Offervilligheden.
Det var ved et »Kirkefonds-Bethesdamøde« i Okt. 1904, at
W
e s t e r g a a r d
og
O
s t e n f e l d
(der ved samme Tid indvalgtes
i Forretningsudvalget) først førte Ordet for Kirkesagens fore
løbige Fuldførelse. Man haabede at naa dette i Løbet af
5 Aar; og i de følgende Aar slaas der jævnlig paa denne
Streng. Endnu i Jan. 1908 talte Biskop
R
ø r d am
i Bethesda
om: »Hvorledes Kirkesagen bedst kan føres til en god Af
slutning«. Alligevel forstummede disse Toner igen. Vistnok
søgte man fra Begyndelsen at hindre den Misforstaaelse af
Ordet, at Kirkefondets Arbejde dermed kunde ophøre.
Men da denne alligevel kom frem, begyndte man at
advare imod Mistydning og betonede stærkt, at der blev
nok tilbage at arbejde for, ja, at man først da ret kunde
samle Kræfterne om det største, aandelige Maal. Og da
den næste Folketælling i Landet gav nøjagtig Oplysning
om Hovedstadens og dens Sognes endnu stadig stærkt
voksende Folketal, var
W
e s t e r g a a r d
den første til at paa